Fox News er ikke længere USAs mest populære nyhedskanal om aftenen. Efter fyringen af stjerneværten Tucker Carlson er der omkring halvt så mange seere på hverdage klokken 20, hvor Carlson var kongen. Men seerne zapper også væk fra kanalens øvrige programmer, og efter værtens exit er det samlede tal faldet med næsten 30 procent.

Værst ramt er aftenfladen, hvor langt de fleste seere og annoncekroner findes.

»Det er et blodbad,« udtalte den forhenværende Fox-vært Megyn Kelly for nylig om tallene. »Aftenfladen er det eneste, som nogen giver en skid for. Det er den, der betaler regningerne.«

Seerne er flygtet både til venstre og højre. Venstredrejede kanaler som MSNBC og CNN har begge registreret større seertal i de seneste uger, og på højrefløjen er Newsmax med ét blevet en seriøs konkurrent: Enkelte programmer har nu næsten lige så mange seere som CNN.

Arkivfoto: Justin Lane, Scanpix
Arkivfoto: Justin Lane, Scanpix Justin Lane

Kanalen, der nægtede at anerkende Joe Bidens sejr ved præsidentvalget i 2020, bruger da også ivrigt Tucker Carlson-sagen til selvpromovering:

»Fox News er blevet etablissementets medie,« sagde Newsmax-direktøren Christopher Ruddy for nylig. »Millioner af seere, som holdt af det gamle Fox News, er skiftet til Newsmax, og det her vil bare styrke den tendens.«