Satellit. Udlændinge er blevet et varmt emne forud for valg til det japanske overhus.
Japan strammer kursen
Det voksende antal udlændinge på kortere eller længere ophold i Japan har udviklet sig til et politisk hovedtema forud for valget til det nationale parlaments overhus senere på måneden, og nogle partier forsøger at kapre stemmer med løfter om en strammere kurs.
Premierminister Shigeru Ishibas Liberale Demokratiske Parti sigter for eksempel mod »nul illegale immigranter« og vil indføre mere effektiv screening af individer, som vil til Japan.

»Vi ønsker at fastslå, hvem de er, og hvis de har en vis historik, vil de ikke få lov til at rejse ind i Japan,« siger premierminister Ishiba ifølge dagbladet Japan Times. »Det er førsteprioritet.«
De nye hårdere toner gælder også udlændinges legale aktiviteter. Nogle politikere har for eksempel udtrykt betænkning over, at udenlandske investeringer i ejendomsmarkedet har fået boligpriserne til at stige til et niveau, hvor færre japanere har råd til at være med.
De japanere, der er nervøse ved tanken om, at flere udlændinge rejser ind som arbejdskraft eller turister, fremhæver ofte Europa som et skræmmebillede.
Det gælder for eksempel en 66-årig kontorarbejder, der for tre årtier siden boede i Tyskland. Hun fortæller avisen Asahi Shimbun, at hun i den forbindelse var ude for et indvandringsrelateret problem: »Min familie blev angrebet af en bølle. De slap fra det i god behold, men immigranter gør mig bange.«
harms
Del: