Det japanske parlament overvejer en ny lov, der skal garantere beskyttelsesrum til landets 125 millioner indbyggere. Det sker som følge af den voksende trussel fra Kina og Nordkorea, begge missil- og atombevæbnede naboer.

Lovgiveren Keiji Furuya fra det regerende Liberale Demokratiske Parti fortæller nyhedsbureauet Bloomberg, at Japan har måttet vinke farvel til den relative sikkerhed, som det ellers har nydt siden 1945: »Verden har virkelig forandret sig.«

Ikke mindst er Kina blevet en mere selvhævdende stormagt, hvilket japanerne igen er blevet mindet om de seneste dage, hvor det kinesiske militær har holdt øvelser tæt på Taiwan. Det er sket som gengældelse for, at den taiwanske præsident i forbindelse med et besøg i Centralamerika rejste i transit gennem USA og mødtes med formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

Det er altså ikke tilfældigt, at lovgivere fra den japanskkontrollerede ø Yonaguni, der ligger kun 100 kilometer fra Taiwan, har været særligt interesserede i at få den nye lov om beskyttelsesrum igennem.

Metrostationer som Osaka Business Park Station i Osaka skal også benyttes som beskyttelsesrum i tilfælde af krig. Foto: Yomiuri Shimbun, AP / Scanpix
Metrostationer som Osaka Business Park Station i Osaka skal også benyttes som beskyttelsesrum i tilfælde af krig. Foto: Yomiuri Shimbun, AP / Scanpix Naoya Azuma

De planlagte japanske beskyttelsesrum vil komme som et supplement til de omfattende metronet, der i forvejen eksisterer i for eksempel Tokyo, og som i tilfælde af krig vil agere som tilflugtssted for en stor del af befolkningen.