Indonesien, verdens fjerdemest folkerige land, har været mål for voksende russisk rekruttering af mandskab til krigen i Ukraine. 

Men nu skal det være slut, lyder det fra udenrigsministeriet i hovedstaden, Jakarta.

Ministeriet oplyser, at det direkte har anmodet Rusland om at stoppe hvervningen blandt indonesere. Det sker i kølvandet på rapporter om en indonesisk taxichauffør, der blev sendt til fronten i Ukraine efter bare ti dages træning og blev dræbt i sit første slag.

Dermed kan der være blevet sat prop i en potentielt uudtømmelig kilde til mandskab til den ukrainske slagmark.

I de seneste måneder har der været en lavineagtig vækst i antallet af borgere fra Indonesien, som har skrevet kontrakt med den russiske hær. Her ses ukrainske soldater i Donetsk-regionen. Foto: Iryna Rybakova, Scanpix

»I de seneste måneder har der været en lavineagtig vækst i antallet af borgere fra Indonesien, som har skrevet kontrakt med den russiske hær,« lyder det fra »Jeg vil leve«-projektet, et ukrainsk initiativ, der opfordrer soldater på russisk side til at overgive sig.

Projektet har identificeret 283 indonesere, som blev sendt til den ukrainske slagmark i løbet af de første ni måneder af 2026, siger projektet på sin X-konto og tilføjer: »Over de forrige tre år var der ikke mere end et dusin af den slags tilfælde.«

Indien var tidligere, ligesom Indonesien i dag, mål for ivrig russisk rekruttering og begyndte allerede i 2024 at appellere direkte til Moskva om at holde inde – dog med begrænset effekt.

I løbet af de næsten fem år, krigen har varet, har især nordkoreanere, cubanere og centralasiater fyldt skyttegravene på russisk side. Andre, som er endt ved fronten, ofte med falske løfter om civilt arbejde, kommer fra lande så forskellige som Nepal og Kenya.