Satellit. Det vækker opsigt i Tyskland, at en 1.-klasseskupé i toget mellem Essen og Köln er blevet omdannet til et kaglende hønsehus.
Gok-gok i S-toget
»Hvem har forvandlet S-toget til et hønsehus?« Sådan lyder det i den tyske presse, efter at ukendte personer i denne uge transporterede flere høns i S-toget mellem Essen og Köln. Det skete i togets
1.-klasseskupé, og det var først ved endestationen, at togpersonalet opdagede de nye, kaglende passagerer.

Her konstaterede man, at der var tre høns i kupeen – men måske har der været flere undervejs – og i hvert fald var toget smurt ind i møg og måtte gennemgå en grundig rengøring. »Flere høns i toget, halm og jord spredt ud, så toget ligner et hønsehus,« blev der skrevet i den interne tograpport, som nyhedsmagasinet Der Spiegel har fået indsigt i. Hønsene blev også bemærket af medpassagerer, der har lagt fotos på de sociale medier, der viser tre høns på et tykt lag halm. Om hønsene lagde æg, vidner historien ikke noget om.
En talsmand for det tyske forbundspoliti bekræfter over for Der Spiegel, at dyrene nu befinder sig i Dyreværnets varetægt. Om videooptagelser fra toget kan afsløre, hvor hønsene stammer fra, er endnu uklart. En talsmand for Deutsche Bahn oplyser, at man ikke kender til lignende transporter af husdyr. I Schweiz kender man dog til en sag fra 2023, hvor landmænd brugte S-toget til at transportere en ko rundt i byen St. Gallen.
vind
Del: