PARIS – Scenen var lige så dyster, som den var gruopvækkende: For lidt over en uge siden begav en snes knivbevæbnede unge med indvandrerbaggrund sig til byfesten i den lille landsby Crépol nord for Valence i Drôme for – ifølge vidner – »at nakke nogle hvide«. Uden varsel gik de til angreb på festsalen, hvor de sårede 16 og dræbte en kun 16-årig rugbyspiller. Byen var i chok. Alle lokale kendte gerningsmændenes indvandrerbaggrund. Alligevel forsøgte både regering og medier at nedtone hændelsen, der konsekvent blev omtalt som »et voldsomt klammeri«.

Allerede få dage efter satte omkring 100 højreekstremister hinanden stævne i gerningsmændenes forstad Romans-sur-Isère 20 kilometer væk for at »få hævn over Thomas«, som de skrev på de sociale medier. Og kun politiets talstærke fremmøde forhindrede situationen i at løbe løbsk.