PARIS – Paris har netop åbnet tre badestationer i Seinen til dem, der vil rygcrawle eller bare plaske i den navnkundige flod, som skærer gennem den franske hovedstad.

Men skulle trangen melde sig til at tænde en smøg efter dukkerten, kan det blive dyrt. Frankrig har nemlig netop indført et totalforbud mod at ryge på stranden, i parker, haver, offentlige badeanlæg, ved busstoppesteder og foran skoler, sportsfaciliteter og biblioteker. Og bøden til de dunstende misdædere er på hele 450 euro! Selvom der har lydt enkelte protester, nyder forbuddet bred tilslutning, ganske som forbuddet mod at ryge på cafeer og restauranter fra 2008.

Arkivfoto: Stephane Mahe, Scanpix
Arkivfoto: Stephane Mahe, Scanpix

Ja, ifølge en opinionsmåling fra YouGov ønsker syv ud af ti franskmænd ligefrem, at man udvider forbuddet til også at gælde cafeernes borde på fortovene.

I Frankrig koster rygning hvert år 75.000 livet. Og selvom mange sundhedseksperter bifalder et sådant forbud på fortovscafeer, er sundhedsminister og hjertelæge Yannick Neuder imod så drastisk et skridt:

»At ryge en cigaret på en fortovscafé er en del af livet og et øjebliks pause,« siger han til Sud Radio og tilføjer med et slet skjult citat fra præsident Georges Pompidou: »Man bør ikke plage franskmændene med unødigt bøvl.«

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.