Satellit. Engelske politibetjente med flydende kønsidentitet kan få to id-kort, så de kan være mand den ene dag og kvinde den næste.
Flerkønnet politi
Politibetjente med flydende kønsidentitet kan i nogle engelske politikredse få to legitimationskort: et, der siger, at de er en mand, og et, der siger, at de er en kvinde.
En person med flydende kønsidentitet kan nemlig føle sig som mand den ene dag og som kvinde den næste.
Denne praksis møder nu kritik fra nogle kampagnegrupper og politikere. Legitimationskortet skal nemlig fremvises, når politiet ønsker at kropsvisitere en person, og ifølge nye retningslinjer skal en kropsvisitation fremover udføres af en betjent af samme køn som den, der visiteres.

Kritikerne mener, at der bliver skabt forvirring om retningslinjerne, hvis betjentens id-kort afspejler vedkommendes kønsidentitet frem for det biologiske køn.
»Politistyrker bør ikke tillade betjente at skifte fra det ene køn til det andet. Det risikerer at underminere offentlighedens tillid til politiet,« siger den konservative indenrigsordfører Chris Philp til The Telegraph.
Han tilføjer, at kun det biologiske køn er relevant, når en person skal kropsvisiteres.
Harry Miller fra kampagnegruppen Fair Cop er heller ikke imponeret:
»Hvis politiet ikke kan kende forskel på en mand og en kvinde, hvordan kan man så have tillid til, at de kan kende forskel på, hvad der er en forbrydelse, og hvad der ikke er?« siger han til samme avis. rod



