Satellit. Alexander Stubb er favorit forud for første runde af det finske præsidentvalg på søndag.

Finland vælger præsident 

Den 55-årige liberale politiker Alexander Stubb er favorit til at vinde, når finnerne på søndag og to uger senere skal vælge ny præsident. Stubb står forud for første valgrunde til 22 procent af stemmerne i meningsmålinger, mens den nærmeste modkandidat, tidligere udenrigsminister Pekka Haavisto fra det venstreorienterede Grønne Forbund ligger tre procent efter. På tredjepladsen kommer Jussi Halla-aho, tidligere leder af det nationalkonservative Finnernes Parti og nuværende parlamentsformand. De to kandidater med flest stemmer søndag vil gå videre til den definitive valgrunde 11. februar. Her står Stubb i målingerne til at slå begge modkandidater klart.

Der vil i givet fald blive tale om et bemærkelsesværdigt comeback for den utraditionelle og åbenmundede politiker. Stubb fik sin første ministerpost i 2008 og blev premierminister i 2014, men holdt kun i tre år på den post. I 2017 forlod han politik og svor, at han aldrig ville vende tilbage. »Men Ruslands angreb på Ukraine ændrede min holdning,« siger han i et interview med Financial Times.

Den finske præsidentpost er alt andet end kun ceremoniel – præsidenten har stor indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken og er øverstbefalende for de militære styrker. Hvad enten Stubb eller Haavisto bliver valgt, ventes Finland at fortsætte sin nuværende kompromisløse kurs over for Rusland. ony

Den 55-årige liberale politiker Alexander Stubb er favorit til at vinde, når finnerne på søndag og to uger senere skal vælge ny præsident. Arkivfoto: Kimmo Brandt, Scanpix
olny
(f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

Andre læser også