I den vestlige verden er det blevet en besværgelse – selv blandt Israels varmeste støtter – at det er Hamas, der har ødelagt det for palæstinenserne.
Så hvis bare Hamas kan blive nedkæmpet, er vejen banet for en tostatsløsning.
Af samme grund har såvel USAs udenrigsminister, Antony Blinken, som EUs udenrigschef, Josep Borrell, for nylig været forbi præsident Mahmoud Abbas på Vestbredden for at trygle ham om at genetablere kontrollen med Gaza, så snart Hamas er væk. Til gengæld lover de så at arbejde på den tostatsløsning, som blev umulig, da Hamas vandt valget i 2006 i det palæstinensiske selvstyre og året efter med vold tvang det moderate Fatah-parti ud af Gazastriben.
Og man forstår jo godt deres ønske om, at Abbas skal træde til. Der er ikke andre muligheder.
Men desværre ligner en tostatsløsning et fatamorgana.
Forleden, den 14. november, offentliggjorde analyseinstituttet AWRAD (Arab World for Research and Development) nemlig den første meningsmåling fra Vestbredden og Gaza siden angrebet på Israel 7. oktober.
Og man kan roligt kalde den nedslående. Kun 13 procent af de adspurgte tager afstand fra massakren på civile israelere 7. oktober, mens 59,3 procent støtter den »i ekstrem grad« og 15,7 procent »i nogen grad«. Særligt på Vestbredden, hvor de moderate palæstinensere skulle forestille at bo, er støtten til Hamas udtalt: Her er der henholdsvis 68,3 procent og 14,8 procent, der støtter massakren i »ekstrem« eller »nogen grad«.
Men det mest opsigtsvækkende i målingen er nu nok, hvor lav tilslutningen er til netop den tostatsløsning, som den vestlige verden forestiller sig ville kunne skabe fred. Kun 17,2 procent af de adspurgte på Vestbredden og i Gaza ønsker sig en tostatsløsning, kun 5,4 procent ønsker sig en fælles stat for de to folk, mens hele 74,7 procent vil have en palæstinensisk stat »from the river to the sea«, det vil sige dér, hvor Israel ligger. Og af svarene på andre spørgsmål i undersøgelsen fremgår det, at man ikke forestiller sig, at jøderne også skal bo i den palæstinensiske stat.
NU KAN man selvfølgelig indvende, at de adspurgte kan være under indtryk af de seneste ugers voldsomme landoffensiv mod Gaza, og at de på fredeligere tidspunkter måske ville være mere stemt for en tostatsløsning. Og sandt er det også, at tilslutningen til tostatsløsningen blandt palæstinenserne er faldet efter krigens udbrud: I ugerne forud for Hamas' massakre var det ifølge Gallup hver fjerde palæstinenser i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem, der ønskede sig en sådan.
Problemet for Israel er imidlertid, at en tostatsløsning kun er forsvarlig, hvis palæstinenserne faktisk kan overbevises om, at Israel også har ret til at eksistere som stat. Kigger man på et kort, er det fuldkommen indlysende, at Israel – der på det smalleste stykke mellem Vestbredden og Middelhavet er 14,5 kilometer bredt – militært vil blive udraderet, hvis en selvstændig palæstinensisk stat med hjælp fra Iran, Syrien, Hizbollah, al-Qaeda og IS og alle de andre, der hader jøder, skulle sætte sig det mål.
Givetvis kan Israel gøre en del for at vinde palæstinenserne for en tostatsløsning. Man kan stoppe bosættelserne på Vestbredden og langsomt, men støt, begynde at tvinge bosætterne hjem. Det vil give palæstinenserne et fremtidsperspektiv. Men Israel kan sandelig ikke gøre arbejdet alene. For sagen er, at generationer af palæstinensere er blevet hjernevasket til at hade jøderne, og det vil tage lang tid at lave om på.
Tag præsident Abbas, der skal forestille at være repræsentant for de moderate palæstinensere. I september sagde Abbas i en stor tale, at Hitler ikke myrdede jøder, fordi han var antisemit, men fordi de bedrev åger. I en tale i maj sammenlignede han jøderne med nazisterne og hævdede, at de lyver ligesom Goebbels. At jøderne i virkeligheden selv står bag Holocaust, har han endda som ung skrevet en hel doktordisputats om ved Patrice Lumumba Universitetet i Moskva: Den anden side: Det hemmelige forhold mellem nazismen og zionismen.
Undervisningsbøgerne i Vestbreddens skoler er derfor også fyldt med antisemitisk propaganda – fra digte, der lovpriser martyrer, til grammatiske øvelser med udsagn som »Palæstinenserne ofrer deres blod for at befri Jerusalem«.
I årtier har selvstyret desuden helt åbent udbetalt bonus til familierne til de martyrer, der dør i kampen mod Israel. Ifølge ngo'en Palestinian Media Watch har selvstyret afsat 20 millioner kroner alene i oktober til at belønne familierne til de terrorister, der skød, brændte, dolkede og halshuggede; ja kort sagt massakrerede 1.200 helt tilfældige mennesker 7. oktober.
En tostatsløsning? Dream on. For Israel ville en tostatsløsning, som tingene står, være en dødsdom.
