Da Rusland invaderede Ukraine, spåede flere vestlige analytikere, at ukrainerne ville få store problemer med forræderi. Dengang i 2022 var forventningen nemlig, at russerne ville kunne aktivere en masse sleeper agents, som i forvejen befandt sig i nabolandet og var klar til at kaste sig ud i sabotage og snigmord.

Men sådan er det ikke gået. I stedet er det ukrainske agenter, der gang på gang har markeret sig med spektakulære specialoperationer på russisk territorium.