Valgkamp. Efter 124 års parlamentarisk historie ser Liberalerna ud til at blive aflivet ved det svenske valg om to uger. Kannibalisme og skamløst bejleri er allerede sat ind på midterfeltet.
Dødsriget i midten
STOCKHOLM – En grævling gik ind i en kiosk i Göteborg og skræmte kunderne. Talrige prognoser om helvedeslarvens ankomst fra Danmark. En forening af modne herrer i Värmland var virkelig knotne, da de havde lånt deres hjemmebyggede vikingebåd til Christopher Nolans Odysseen-film og fik den tilbage i skrammet tilstand.
En hel sommer er gået, uden at svenske medier har udvist tegn på, at det er valgår. Men det er ganske normalt hvert fjerde år: Først fra midten af august, når svenskerne er tilbage i hverdagen efter den kolossalt lange skoleferie, trommes valgkampen for alvor i gang. Denne gang med valgdag 13. september.



