Det Muslimske Broderskab, der var toneangivende under Det Arabiske Forår i 2011 og sad ved magten i både Egypten og Tunesien, er kraftigt på retur.

Tyrkiet var tidligere en stor støtte for den panarabiske islamistiske organisation, og mange af dens eksilerede ledere fik politisk asyl i landet. Men siden præsident Erdogan sidste år begyndte sin tilnærmelse til nabolande som Egypten og Saudi-Arabien, begge svorne modstandere af Broderskabet, er de tyrkiske myndigheder i stigende grad begyndt at slå ned på organisationen.

Flere af dets ledere er arresteret, andre har ikke fået fornyet deres opholdstilladelse, og Broderskabets tv-kanaler i Tyrkiet har fået inddraget deres sendetilladelse, skriver webmagasinet Foreign Policy. Og ifølge netavisen Al-Monitor har Sudans myndigheder i begyndelsen af august udleveret 27 medlemmer af Det Muslimske Broderskab til nabolandet Egypten, hvor de er eftersøgt for blandt andet terrorisme.

Det Muslimske Broderskabs indflydelse nåede sit højdepunkt i 2012-13, da et af dets medlemmer, Mohamed Morsi, var præsident i Egypten, og partiet Ennahda, der var tilknyttet Broderskabet, sad i regering i Tunesien. Siden er Broderskabet splittet i talrige fraktioner og har haft svært ved at tiltrække især unge medlemmer.

Egyptens tidligere præsident, Mohamed Morsi, døde under en retssag mod ham i 2019. Foto: Erdem Sahin, Scanpix
Egyptens tidligere præsident, Mohamed Morsi, døde under en retssag mod ham i 2019. Foto: Erdem Sahin, Scanpix ERDEM SAHIN

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.