Blomkål, kartofler, squash og porrer er det, de arbejder mest med på Yves Lampaerts forældres bondegård i Ingelmunster i den vestlige del af Flandern. Han kender værdien af at pløje, så og høste og har brugt endeløse timer på familiens grøn-gule John Deere-traktor. Ukompliceret arbejde, hvor man får det resultat, sliddet berettiger til. Den traktor sidder han stadigvæk på, når han ikke træner eller er til cykelløb.
Det ville være forkert at sige, at Yves Lampaert bare er en hjælperytter. Det udsagn passer kun, når man ser på, hvem det er, han ofte skal beskytte eller køre til sejr på det belgiske Quickstep-hold. Det bugner af superstjerner, og i det lys befinder Lampaert sig i andet geled, hvor man nemt kan blive overskygget af andre. Og derfor havde de færreste forestillet sig, at den 31-årige sejtrækker ville vinde den første etape af dette års Tour de France. Han kører næsten altid en god enkeltstart, fordi han er bomstærk, men at måle sig med og ligefrem slå hele verdenseliten er en helt anden ting.
Men at det sker, er mere end bare en flig af den poetiske retfærdighed, cykelsporten indimellem doserer med lejlighedsvis løs hånd. Han havde tydeligvis også selv svært ved at rumme det. Den sejr og trøjen, der fulgte med, vil ændre hans karriere for altid. Han skal helt sikkert snart i arbejdstøjet for holdet igen, men det gule symbol, han nu har fået, er det, alle cykelryttere drømmer om. Selv hvis det bare bliver ens ejendom nogle få dage, indløser det billet til evigheden i cykelsportens hukommelse.
Lampaert har skam vundet sit og er ofte at finde i den spidse ende af brostensklassikernes afgørelser. Ofte som en realistisk outsider i det taktiske spil, hans hold i mange år har været formidabelt til. Hvis de store stjerner markerer hinanden, slipper sådan en som Lampaert nogle gange væk. I år sad han helt perfekt til at lande endnu en podieplacering i Paris-Roubaix, men en uopmærksom tilskuer væltede ham af cyklen kort før mål, og selv ikke hans barndoms sorte bælte i judo kunne forhindre ham i at falde ublidt på stenene.
Det gør ondt at slå sig, men skuffelsen over at være så tæt på et kæmpe resultat svier i langt længere tid. Oftest kan kun en sejr hele den slags sår. Derfor var hans lykke så tydelig og smuk på podiet i København. En favoritsejr havde måske været et mere passende resultat for nogle, men når en hårdtarbejdende holdslider vinder, er der meget mere at glæde sig over. Stjernerne lever godt af at vinde stort og ofte, de mindre og mere stilfærdige gør det måske kun én gang eller aldrig.
Den første etape gennem hovedstadens gader var lige så lunefuld som det danske sommervejr, den blev kørt i. Etapen var knap gået i gang, før himlen åbnede sig og lagde et tyndt, men vedholdende regnslør over ruten hele eftermiddagen. Det gav styrt, for alle skal balancere risiko og tidstab endnu mere under de vilkår.
Facit for favoritterne er til at overskue, men skulle nogen få den kætterske tanke, at Pogacar måske ville slække lidt på farten for at undgå styrt, fik de kun ret på den første halvdel af ruten. Dér var han måske en anelse forsigtig, men til gengæld hamrede han så hårdt til den på anden halvdel, at det har givet konkurrenterne endnu mere at tænke over. For hvordan kan man forhindre så blændende og perfekt en rytter i ikke at vinde sit tredje Tour de France i træk?
Vingegaard og Roglic var de favoritter til podiet i Paris, der tabte mindst til den unge titelforsvarer. Det skal de være godt tilfredse med. Det ene sekund, der skiller danskeren og hans slovenske medkaptajn, behøver man ikke at lægge det store i, for de har selvfølgelig helt intakte interesser i begge at være med helt fremme. Medmindre der opstår uventede situationer på den sidste del af etapen til Nyborg i dag, vil de begge spille de sikre kort og komme så nemt igennem som muligt.
Roglic har helt sikkert ikke glemt det tidlige styrt, der få dage senere sendte ham ud af Touren sidste år. Han ved om nogen, hvor meget de nemme dage kan koste. I moderne cykelløb er alle etaper relevante for den samlede stilling, også selvom det er en andenviolin, der som den smukke undtagelse løber med guldet for en stund.
Læs også Brian Nygaards personlige optakt til Tour de France her eller i seneste papiravis.
