Opinion. Putin er presset op i en krog og er nødt til at reagere, hvis Rusland vil bevare sit image som en stormagt.

Vesten er ikke altid de gode

Krig er forfærdeligt, krig er ødelæggende, krig går allermest ud over uskyldige civile ofre. De fleste kan blive enige om, at Ruslands invasion af Ukraine skal fordømmes. Et bevidst hykleri fra vestlige medier og politikere har dog givet den offentlige opinion og den almene befolkning i Vesten en forvrænget og overfladisk forståelse af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Ikke alene har en enorm historieløshed fået greb om konflikten, hvor Rusland ene og alene bliver fremstillet som aggressor i en konflikt, som handler om mange års imperialistiske ambitioner fra både russisk, amerikansk og europæisk side. Efter Sovjetunionens kollaps udnyttede særligt amerikanerne et svækket Rusland til at udvide NATO østpå og helt op imod Ruslands grænser.

Alle de seneste 14 optagede lande i NATO er tidligere østbloklande. Lad os slå fast, at NATO ikke er et hyggeligt fællesskab, men en militær alliance. Faktum er, at Putin nu er presset op i en krog, hvis Rusland vil bevare sit image som en stormagt, og ser sig nødsaget til at reagere. Man kan se lidt sådan her på det: Hvordan ville USA reagere, hvis Rusland indgik militære alliancer med Canada, Mexico og de caribiske østater og fik etableret militærbaser der? USA ville næppe se passivt til.

Andre læser også