Venindefnis i DR-studiet 

Der var lagt op til en indforstået snak om feminisme i kulturprogrammet Parnasset på P1 den 9. april. I studiet var blandt andre billedkunstneren Apolonia Sokol, der har deltaget i programmet Kunstnerkolonien og er hovedperson i dokumentarfilmen Apolonia, Apolonia, begge dele sendt på DR. I P1-programmet fortæller Apolonia Sokol blandt andet, at hun bor i Frankrig, som hun kalder et mandschauvinistisk land, hvor hun skal kæmpe for at blive respekteret. Hun kalder sig selv for intersektionel feminist:

»Jeg har faktisk taget det valg, at jeg vil ikke arbejde med mænd. Jeg har ikke nogen mandlige assistenter, jeg gider ikke at snakke med mandlige journalister. Min gallerist har ansat en mand på et tidspunkt, da hun åbnede i Paris. Jeg har fået ham fyret, og det kan jeg bare sige på dansk, fordi hvis jeg sagde det på fransk, ville det nok få rigtig store konsekvenser, hvis han hørte mig i radioen,« siger hun. 

Og slår en stor latter op.

Det er ikke hverdagskost, at en kilde indrømmer for åben mikrofon, at hun kønsdiskriminerer. Derfor forventer man også, at værten bryder ind og spørger, hvordan man kan protestere imod kønsdiskrimination mod kvinder, når man selv praktiserer det imod mænd. Det gør den kvindelige vært dog ikke. I stedet spørger hun nysgerrigt: 

»Hvorfor så drastiske konsekvenser, at du kun vil arbejde med kvinder?«

Feministen og forfatteren Hanne-Vibeke Holst, der også medvirker, har tilsyneladende heller ikke noget at sige. Hun plejer ellers at få øje på selv det mindste sexistiske semikolon, men i stedet taler hun om, at der er en tydelig patriarkalsk dominans i Frankrig, mens Danmark kun er et »blødt patriarkat«.

Den tredje gæst, komponist Louise Alenius, ignorerer også det, Apolonia Sokol lige har sagt. I stedet bakker hun op, da billedkunstneren siger, at det kan få konsekvenser for hendes salg, hvis hun udtaler sig kritisk. Hertil udbryder Louise Alenius: 

»Arj, jeg har så mange, jeg har lyst til, at du skal møde!«

Venindefnis.

Én ting er en identitetspolitiker, der ikke har selvrefleksion nok til at høre, hvad der kommer ud af hendes egen mund. 

En anden ting er, at en DR-vært ikke kan finde på et eneste kritisk spørgsmål. Igennem flere år har DR rettet kritisk lys mod musik- og mediebranchen, blandt andet i dokumentareren Sexisme i musikbranchen. MeToo og kønsdiskrimination har fyldt i adskillige debatter, ligesom DR går til yderligheder i krænkelsesdebatten og – som nogle af de eneste i Danmark – insisterer på at kalde slaver for slavegjorte. Man hiver det store Hubble-teleskop frem, når man leder efter rester fra kolonitiden eller et sexistisk kvindesyn, men når et problematisk mandesyn slår ned som en asteroide, kan den kulturelle elite pludselig ikke se noget. Det er pinligt.

Programmet udstiller også, hvorfor dele af feminismedebatten er uudholdelige at overvære. Feminismen er en ideologi, der ikke håndterer uenighed godt. Tolerancen over for kritiske spørgsmål er lav, og kritiske spørgsmål ødelægger den gode stemning. Derfor ender man med at bekræfte hinanden i, hvor progressiv man er, og at mænd er dumme. Den pyjamasfest bør DR ikke deltage i. 

Alligevel er det netop det, der sker, da værten til sidst opsummerer, at Apolonia Sokol ikke vil have med mænd at gøre, hvorefter alle fire bryder sammen i fnis.

Feminismen er ikke et safe space. Det er en ideologi, der bør stilles kritiske spørgsmål til, især når den får konsekvenser for rigtige mennesker.

Rettelse: Det fremgik af den oprindelige kommentar, at dokumentaren 'Sexisme bag skærmen' også blev sendt på DR. Den blev retteligt sendt på TV2. Weekendavisen beklager fejlen.