Usynlige naboer

Vores underbo døde for nylig. Han havde levet et langt liv som en del af den danske revyscene og som en efter sigende eminent imitator af store danske politikere på Danmarks Radio tilbage i 1960erne. Med ham døde et lille nabofællesskab, som burde have været meget mere, end det blev.

Men den slags uformelle fællesskaber har åndenød. Det er kommet snigende efterhånden, som vi har fået mere travlt. Travlt med hverdagen og ikke mindst travlt med os selv. Børnene mødes ikke bare på vejen. De har i stedet arrangerede legeaftaler i haver med hække og egne trampoliner. I opgangen støder vi kun på hinanden dér, hvor elevatorer ikke allerede har mindsket risikoen for den slags spontane møder. Vi vil ikke trænge os på, men jeg ville faktisk ønske, at nogen turde gøre det.