Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, vakte i sidste weekend opsigt ved at erklære ambassadører fra ti vestlige lande, heriblandt Danmark, USA, Tyskland og Frankrig, persona non grata, altså uønskede i Tyrkiet.

Ambassadørernes brøde var, at de i en fælles erklæring opfordrede Tyrkiet til at løslade menneskeretsforkæmperen og filantropen Osman Kavala, der har siddet fængslet uden rettergang og dom i nu fire år.