Arabisk afblomstring

I Oprør og alliancer skitserer Lars Erslev Andersen alle aspekter af Mellemøstens politiske udvikling i det årti, der er gået, siden Det Arabiske Forår gav håb om demokratisk forandring i regionen. At der er tale om en stadig rivende udvikling, som det er sin sag at holde styr på, bliver allerede klart, når man læser bogens forord, hvor forfatteren konkluderer, at »10 år senere knytter forhåbninger om demokrati sig primært til Tunesien som det eneste land, hvor modreaktionen mod Det Arabiske Forår ikke har knægtet reformbestræbelserne«.

I den korte tid, der er gået, siden Erslev Andersen satte sit sidste punktum, har Tunesiens præsident Kais Saied imidlertid opløst landets parlament i noget, der minder om et kup. Og så er der som bekendt Afghanistan, hvor Taleban har indtaget Kabul og givet et definitivt og pinefuldt dødsstød til USAs mangeårige aktivistiske politik i det, skiftende præsidenter ynder at omtale som Stormellemøsten.