Risiko. Stadig færre mennesker dør af naturkatastrofer, men vi skal blive bedre til at tilpasse os klimaforandringer.
Tilpasningsudygtige
Hvorfor er vi blevet så optaget af klimaforandringer, hvorfor er vi så bange, og hvorfor mener vi, at enhver naturkatastrofe har menneskeskabte årsager? For at forstå det kan vi lægge vejen om ad en norsk kystby. Om natten den 23. januar 1904 blev min bedstemor på fem år og hendes søskende vækket af min oldefar hjemme på gården. Gården lå på et højdedrag, og min oldefar tog børnene med til den vestlige ende af dette højdedrag. Horisonten over fjeldene lyste i en gulrød farve.
Der var selvfølgelig hverken telefon eller telegraf hjemme på gården, og der blev ikke trykt aviser den nat. Ingen vidste, hvad der var årsagen til fænomenet, men min oldefar var ikke desto mindre sikker. »Ålesund brænder.« Han havde ret. 12.000 mennesker mistede hjem og arbejdsplads den nat. Det var den sidste store bybrand i Norge i fredstid.
Del: