Tillykke med huen, flygtning

Jeg mødte Sajad for første gang i mit deltidsarbejde i en pakketerminal. Sajad er flygtning fra Syrien. Jeg er 23 år, han er 40. Han kunne knap nok dansk, da jeg mødte ham. Han forsøgte ihærdigt at tale sproget, men ofte sagde kollegerne blot »Hvad siger du, Sajad?« Men han havde en ild i sig. Han ville absolut tage HF sammen med andre danske studerende. Jeg spurgte ham, om niveauet ikke var for højt, men han sagde, at han sagtens kunne. Jeg fulgte ham tæt, og hver fredag, hvor vi arbejdede sammen, holdt vi generalforsamling over hans liv og skole. Flere gange var han ved at kaste håndklædet i ringen. »Ali, det er svært – jeg tror, jeg må give op,« sagde han. Men jeg svarede, at han ikke måtte glemme, at han var herre over sin egen skæbne; at det her var hans drøm. Og han kæmpede og kæmpede.

Han kørte én time til pakketerminalen og én time tilbage igen. Han havde små børn, og hans liv var stressende. Efterfølgende så jeg, hvordan Sajad psykisk og fysisk trodsede alle odds. Det var hårdt for ham. Særligt sproget, men han blev ved. Hans ønske om at tage en universitetsuddannelse var heller ikke til at tage fejl af. »Måske farmaci eller medicin, fordi min mor har altid villet se mig som læge,« fortalte han mig.