Grønland, Danmark og USA planlægger at tegne en slags police, der skal forsikre alle parterne på én gang: USA får en evig militær tilstedeværelse i Grønland, som også forhindrer russisk eller kinesisk ditto. Og aftalen forsikrer Grønlands og Rigsfællesskabets nationale suverænitet. 

Således assureret. Eller hvad?

Det er som bekendt i detaljen, at der kan ligge en djævel, og detaljerne i aftalen mangler – i hvert fald er de endnu ikke belyst. Her er, hvad vi ved om aftalen, hvad vi ikke ved, og hvordan den er blevet udlagt.

Kildefoto: Florent Vergnes, Scanpix

NATO hilser den nye sikkerhedsaftale velkommen. »Arktis og Nordatlanten er essentielt for vores kollektive sikkerhed. Denne aftale vil bidrage til at fremme sikkerhed, stabilitet og samarbejde i denne afgørende region,« siger en NATO-talsperson til Reuters.

Aftalen får en noget anden modtagelse i Trumps inderkreds. »Det sker,« skriver Katie Miller, der er gift med Donald Trumps indflydelsesrige vicestabschef, Stephen Miller, medfølgende et kort over Grønland iklædt det amerikanske flag, på det sociale medie X.

Det kan være, at hun ved, at noget sker, som vi andre endnu ikke er bekendt med. For ifølge statsminister Mette Frederiksen sikrer den nye aftale »sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område« og anerkender »samtidig Kongerigets suverænitet og territoriale integritet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse«.

Vi ved faktisk ikke særligt meget om aftalens indhold, udover hvad der står i et opslag på Donald Trumps Truth Social profil. Det kan koges ned til:

– Aftalen giver USA »permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland«. Aftalen har ingen udløbsdato og fjerner alle amerikanske »bekymringer«.

– Aftalen er »uden omkostninger for USA«. 

– Aftalen betyder, at ingen »fjende af USA« kan have militærbaser eller »foretage følsomme investeringer i Grønland, uden vores udtrykkelige skriftlige godkendelse«. 

– Aftalen sikrer et samarbejde med det grønlandske folk om udviklingen og opførelsen af »en stor (amerikansk, red.) militær tilstedeværelse« i Grønland.

Det med pengene er ikke uvæsentligt, og udenrigsminister Marco Rubio skriver også på sociale medier, at aftalen »giver en permanent garanti for USAs sikkerhedsinteresser i Arktis helt uden omkostninger for de amerikanske skatteydere.«

Men hvem skal så betale for nye baser og en kraftigt forøget amerikansk tilstedeværelse? Hvor må amerikanske soldater befinde sig? Og hvem er disse »fjender« af USA, der ikke må foretage »følsomme« investeringer? I de seneste år har kinesiske investorer været involveret i fire store planlagte mineprojekter i Grønland, men ingen af dem er blevet til noget. I Grønlands undergrund findes flere af de jordarter, der kategoriseres som sjældne – ikke fordi de er svære at finde, men fordi de er svære at udvinde, hvilket kineserne er dygtige til. 

Og hvad vil aftalen betyde, hvis Grønland river sig fri fra Danmark? Hvor suveræn er en stat, der ikke selv må vælge sine handelspartnere?

Sikkerhedsaftalen skal efter planen underskrives i New York under FNs Generalforsamling i næste uge. Men som bekendt har Trump før set stort på aftaler, han har skrevet om på sociale medier. Bare spørg mullaherne i Iran, der flere gange har kunnet læse på Truth Social, at en aftale var så godt som underskrevet for så at blive mål for amerikanske angreb kort derefter. Eller Mexico og Canada, der flere gange har forhandlet handelsaftaler og givet indrømmelser, så USA kunne beskytte egne industrier og arbejdspladser, for så at blive mål for ny told.

Uanset udfaldet er det værd at bemærke, at Trump i sin sammenfatning af sine 25 største bedrifter, i det han selv kalder sin »tredje periode« som præsident, ikke omtaler Grønlandsaftalen. Men mon ikke – og dette er blot en gisning – at det havde fundet vej til top 25, hvis USA havde købt Grønland?

I øvrigt

Samme Donald Trump har besluttet at udelukke tre store amerikanske medier, MS Now (tidligere MSNBC), Politico og CNN, fra Det Hvide Hus. Det skrev han i aftes, ligeledes på sit sociale medie, Truth Social. »Man bliver så træt af at læse og se fake news,« lyder begrundelsen. 

Særligt CNN har i denne Trumps anden periode smidt fløjlshandskerne og de nøgterne, deskriptive formuleringer, når det kommer til præsidenten. Det gør, at de er dalet brat i troværdighed i amerikanernes øjne. 

Tilbage i 2018, første gang Trump var præsident, fik CNN-journalisten Jim Acosta frataget sit pressekort til Det Hvide Hus, hvilket siden blev omstødt af en domstol, der mente, at journalisten ikke var blevet varslet ordentligt om sin forestående udelukkelse, og at det i øvrigt var på kant med forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed. I 2025 fik også nyhedsbureauet AP rettens ord for, at Trump ikke bare kunne udelukke dem på grund af deres redaktionelle valg. 

Alligevel afviser Trump ikke, at flere medier kan stå til udelukkelse fra Det Hvide Hus.