En fisker fra Agersø modtog i 2003 et mystisk telefonopkald. Det kom fra en fritidsdykker, som ved et tilfælde havde gjort et uhyggeligt fund: »Døde fisk, en masse døde fisk, især fladfisk.« Fiskene lå, fortalte dykkeren i telefonen, rundt om et undersøisk udløbsrør, hvor et privat firma leder behandlet industrispildevand ud i Agersø Sund og med strømmen ud i Storebælt.

Intet blev det samme efter det opkald for Agersøs sidste erhvervsfisker, den nu pensionerede Jan Rasmussen, en venlig og tobakshæs mand. I 17 år siden opkaldet har han forsøgt at finde ud af, hvad der passerer gennem udløbsrøret og ud i sundet fra den danske milliardvirksomhed RGS’ rensningsanlæg ved den affolkede halvø Stigsnæs syd for Skælskør.