COVID-19. De skandinaviske lande har klaret sig økonomisk bedre end alle andre vestlige lande under pandemien. Der har heller ikke været de store forskelle på de tre lande. Bortset fra antallet af døde.
Skandinaviske vindere
For verdensøkonomien har covid-19-pandemien været katastrofal, for Norden snarere uheldig. De nordiske lande har brugt forholdsvis få ressourcer på at hjælpe befolkninger og virksomheder gennem krisen, hvilket måske kan forklares med, at vi har de største velfærdsstater i verden. Lande, der brugte store ressourcer før krisen, har brugt forholdsvis færre ressourcer under krisen end lande, der brugte færre ressourcer før krisen. Skandinavien har de bedste forsikringsordninger, mens andre må betale direkte, når krisen er der.
Sammenlagt havde verdens stater ved udgangen af februar anvendt 13 procent af værdiskabelsen, bruttonationalproduktet (BNP), på covid-tiltag i løbet af det forgangne år, og det har medført en drastisk forøgelse af det offentlige gældsniveau. Før krisen havde de rige lande en gæld på 105 procent af BNP, men nu er gælden på 123 procent, anføres det af IMF, et gældsniveau, man ikke har set siden Anden Verdenskrig.
Del: