Går man et par årtier tilbage, var det mere undtagelsen end reglen, at den grånende del af befolkningen stadig var i beskæftigelse. I dag er fire ud af ti i sving i tiden op til folkepensionsalderen. Omend det måske virker påfaldende, at de fleste danskere faktisk stopper med at arbejde i utide, har fremgangen i seniorernes beskæftigelse vitterligt været imponerende.

Alene i løbet af de seneste ti år er antallet af lønmodtagere over 60 år øget med knap 170.000 til nu 413.000 personer. Dermed er seniorernes beskæftigelse vokset med 68 procent i perioden, noterer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i en ny analyse.