Afsondret. Nord for polarcirklen, en kilometer fra fastlandet i Grønland, ligger Itilleq. Her tales engelsk bedre end dansk, og 81 procent stemmer på Naleraq. Hvordan oplever bygdebeboerne Trumps nye trusler?
Meget langt fra Danmark

Tove Josefsen og Naja Stina Petersen er glade for livet i Itilleq. De taler ikke dansk og føler ingen tilknytning til Danmark. Foto: Josef Tarrak
ITILLEQ, GRØNLAND – Erneeraq Jensen kunne hverken se havet eller himlen. Kun høje bygninger. Han var rejst i dagevis for at blive opereret i øjet på Rigshospitalet. Først med båd til Sisimiut. Så med fly til Kangerlussuaq. Derfra videre til København, storbyen, som fik ham til at krympe sammen.
»Selvom jeg var taknemmelig for operationen, følte jeg mig som et lillebitte menneske i Danmark,« siger den 24-årige mand og lader pegefingeren panorere hen over landskabet, vi står i. Farverige træhuse i et snedækket fjeldlandskab. Bjerge bag os, hav og fjord foran os. Ingen asfalterede veje og kloaksystemer, men lænkede slædehunde og bunker af rensdyrgevirer i flere af forhaverne. Vi er i bygden Itilleq, som ligger på en ø 45 kilometer syd for Sisimiut. Hjem for Erneeraq Jensen og 106 andre grønlændere. De fleste af dem fangere og fiskere.
Del:



