Opinion. Hvornår stopper regeringen de provinsuniversiteter, der slår campus op i København?
Send landet ud af byen
Den igen opblussede debat om udflytning af arbejdspladser og uddannelser fra København til provinsen tager nu til i styrke, og regeringen er i fuld sving med at udpege nye tabere og vindere. Gråd og tænders gnidsel vil følge, og sådan er det med alle regeringens initiativer, der skal flytte om på mennesker og deres dagligdag og arbejdspladser.
Der er imidlertid nogle allerede eksisterende kendsgerninger vedrørende de højere uddannelser, som sjældent nævnes i aviser, radio og tv: Alle de store provinsuniversiteter har etableret sig med uddannelser og campus midt i København. Syddansk Universitet (Odense) har på sit Campus København med godt 50 studerende fortrinsvis krablet sig ind på området sundhed og overtaget Statens Institut for Folkesundhed. Aalborg Universitet har på sit Campus København i Sydhavnen med cirka 3.400 studerende fortrinsvis møvet sig ind på globalisering, kommunikation, læring og andre bløde uddannelser. Aarhus Universitet har på sit Campus København i Emdrup med omkring 2.200 studerende fortrinsvis albuet sig ind på didaktik og pædagogik og i praksis overtaget Danmarks Pædagogiske Universitet.
Del: