»Hvem tør hviske det rigtige råd til Putin?«
»Oligarken, der kan vælte Putin?«
»Er Putin ved at tabe sit folk?«
Disse spørgsmål er blot tre ud af mange forhåbningsfulde overskrifter, som er dukket op i danske medier, efter at Vladimir Putin sendte russiske tropper ind i Ukraine. Lige siden 24. februar har man spekuleret i, om nogen i Rusland kan afsætte Putin for at stoppe krigen eller alternativt tvinge ham til at gøre det selv.
Men svarene på de tre spørgsmål, som jeg forsøger at give her, er ikke opløftende: Formentlig tør ingen hviske det rigtige råd, slet ikke en oligark. Og nej, Putin er ikke ved at tabe russerne.
Man skal aldrig sige aldrig, men på nuværende tidspunkt virker det ikke sandsynligt, at vestlige sanktioner, økonomisk nedgang og de mange ukrainske og russiske ofre kan få Putins inderkreds, oligarkerne eller befolkningen til at gøre det af med Ruslands præsident. Overraskende er det næppe.
Som tidligere i historien virker russerne, som om de er hjernevaskede, lydige og apatiske. Oligarkerne har reelt været magtesløse, siden Putin fik styr på dem for et par årtier siden. Og hans inderkreds er reduceret til et par høge som forsvarsministeren og formanden for Sikkerhedsrådet.
Det er derfor naivt at satse på, at vejen til freden vil gå gennem et kup i Kreml. I virkeligheden er det omvendt: For at fjerne Putin fra magten skal man stoppe krigen på den russiske banehalvdel. Det, der skal til, er en ren ukrainsk sejr og et indiskutabelt russisk nederlag. Hvilket da også lader til at være ukrainernes slutmål.
Før den nuværende krig kunne man ellers selv i Kyiv møde lokale indbyggere, der mente, at Ukraine ikke burde kæmpe for de russiskkontrollerede områder i Donbas. Måske kunne man lade russerne få denne del af Østukraine for at sikre fred i resten af landet?
Det nye angreb har vendt stemningen, kan jeg konstatere efter blot få dage i den ukrainske hovedstad. Nu mener de fleste ukrainere, at de ikke slipper for Putins imperialisme, indtil den dag, de får alle deres territorier tilbage. Inklusive Donbas. Og helst også Krim. Hvilket vil vælte Putin.
Han kan umiddelbart godt leve med endnu en militærpolitisk ydmygelse, hvis han trækker sig fra de sydlige Kherson- og Zaporizjzja-regioner, som han foreløbig har gjort det i Kyiv og andre nordlige ukrainske territorier. Men hammeren falder, hvis han mister Krim. Den halvø vil han forsvare til det yderste. I Ukraine kan man derfor høre såvel eksperter som almindelige borgere diskutere, hvorvidt en vellykket ukrainsk modoffensiv kan føre til et begrænset russisk atomangreb mod nabolandet:
»Men så må vi tage det med,« lyder det fra en lokal manuskriptforfatter, som jeg taler med på en café i Kyiv, hvor jeg for tiden nyder borsjtj og andre lokale retter.
Min egen opskrift på at få Putin væk fra Kreml er følgende: For det første skal Vesten sende langt flere og tungere våben til ukrainerne, så de kan vende krigen. For det andet skal både Ukraine og Vesten acceptere, at risikoen for et russisk atomangreb på ukrainsk jord vil være høj. For det tredje skal man holde fast og færdiggøre offensiven, selv efter at Putin eventuelt trykker på knappen.
Hvis det lyder voldsomt, skal man huske, hvilke andre alternativer vi har: enten et fortabt Ukraine, som Putin undertrykker de næste mange år. Eller en mangeårig altødelæggende krig i Europas næststørste land.
Dagens kommentar udgives alle hverdage på Weekendavisen.dk
