Rygende pistol

DET ER EN stående joke, omend ikke af den særlig morsomme slags: Efter endnu et bestialsk mord og flere sårede civilister vil christianitterne rydde Pusher Street. Nu har de fået nok! Helt tilbage i 2016, efter at to betjente og en tilfældig forbipasserende var blevet såret, forlød det også fra Fristaden, at nok var nok. Man fjernede ovenikøbet selv hashboderne. Siden blev de sat op igen og pillet ned igen og sat op igen, og mens den ene efter den anden blev likvideret, og andre forbipasserende blev ramt af vildfarne kugler, bekendtgjorde man, at nu var grænsen nået. I denne uge er grænsen nået igen.

Kunne man komme i tanker om et bedre sted at bringe ordet fiasko i anvendelse? Det omfatter også det politi, som årligt må bruge millioner på at holde øje med det lille stræde, og hvis betjente nu i årtier har sat livet på spil for at opretholde den lov, politikerne er blevet enige om.

Hvorfor er Pusher Street så umulig at få gjort noget ved? Fordi Fristaden er den moderne tids mest illustrative eksempel på, hvordan et samfund befriet for ordensmagten udvikler sig. Det tidligere militære område blev i sin tid oprettet med det formål at undslippe en undertrykkende stats kvælende favntag. Og mens politiet blev behandlet som en fjendtlig magt, banede de oprindelige hippiers statsminimalistiske forestillinger vejen for gangstere, rockere og andre kriminelle bander. Det indeholder sin egen triste ironi, at christianitterne i dag trygler om politiets hjælp til at få ryddet op i denne selvskabte lovløshed.

ER DER EN måde at løse problemet på? Flere mener, at politiet bør få varigt ophold i Pusher Street med indsættelse af pansrede bulldozere og andet isenkram fra det militærindustrielle kompleks egnet til at generobre tabte territorier. Det er den dyre løsning, som blot vil sprede hashhandlen til andre steder i København. Spørgsmålet er også, om ikke boderne vil blive slået op igen, den dag politiet får lyst til at bruge deres trods alt ikke uudtømmelige ressourcer på noget andet.

Politikerne bliver også ofte opfordret til at frigive hashen under myndighedernes opsyn, ligesom man gør det i Tyskland og i store dele af USA, og skønt den idé har meget for sig, vil det næppe stoppe handlen. Pusherne kunne tænkes at lokke med billigere og stærkere varer end dem, som kan købes under statsligt kontrollerede former.

Der findes også en alternativ løsning: Man kunne appellere til københavnernes samvittighed. Det forslag er, indrømmet, nok lige så naivt, som christianitternes oprindelige tanke om Fristaden var. Hash er blevet en ganske normal del af titusindvis af danskeres hverdag og fest, og forbuddet mod hashhandel skræmmer tydeligvis ikke mange.

Men de fleste, der køber hash, tænker næppe over, at de mange drab og nedskydninger af uskyldige civile aldrig ville være sket uden deres bidrag. Det er ikke uskyldig røg, der inhaleres. Kunderne har selv skabt en forrået by med lovløse zoner, som synes umulige at afvikle, og hvor bander bekæmper hinanden og bringer alles liv i fare. Ingen hashkøbere, ingen Pusher Street.