Satellit. En forsker på det arktiske universitet i Tromsø var tilsyneladende russisk spion. Andre russere anholdes for at flyve med droner i Norge.
Russere på udflugt
Tirsdag lukkede endnu et europæisk land, Tjekkiet, grænsen for russiske turister. I forvejen kunne de hverken komme ind i Polen, Finland eller de tre baltiske lande. Blandt Schengen-lande med landegrænse til Rusland er der nu kun ét, der endnu holder grænsen åben.
I dette land, Norge, har man til gengæld anholdt en række russere. Som følge af krigen i Ukraine er det blevet forbudt for russiske statsborgere at flyve med droner på norsk territorium. Mindst otte har brudt denne regel i løbet af oktober. Det er ikke udelukket, at de bare er turister. Men flere af dem har filmet tæt på norske lufthavne, militæranlæg og anden kritisk infrastruktur samt strategisk vigtige områder som den nordlige øgruppe Svalbard.
Netop dér sejlede den 47-årige russiske rigmand Andrej Jakunin i sin lystbåd. Han er søn af Vladimir Putins mangeårige nære ven Vladimir Jakunin. Og så mener han, at han havde lov til at bruge sin drone, fordi han ikke kun er russisk, men også britisk statsborger.
Noget sværere bliver det at forklare sig for en mand, der mandag blev anholdt i Tromsø, hvor han var tilknyttet Norges arktiske universitet UiT. Officielt var manden forsker fra Brasilien. I virkeligheden er han russisk spion, mener PST, Norges svar på PET.

Del: