En varm septemberdag i 2003 forsøgte jeg at gå sydpå langs Københavns havn for at finde ud af, hvor langt man kunne få lov at komme langs vandet. Ikke langt. Planen var at vandre fra Den Sorte Diamant til Sjællandsbroen, cirka fem kilometer, så tæt på den blå flade som muligt.

Havnen havde netop fået sit store folkelige gennembrud, og københavnerne var målløse: Pludselig påstod byens embedslæge og miljøkontrollen, at vi kunne kaste os ned i den gamle lorterende og svømme! At vi ikke ville blive dødssyge af at sluge en mundfuld vand. At vores fødder ikke ville opløses i syre. At vi ikke ville støde panden mod flydende fækalier, som tvangsudskrevne skolebørn gjorde til svømmeundervisning i havnen indtil 1953, da Stadslægen forbød det.