Tilbageblik. Siden afsløringen af Blekingegadebanden i 1989 har den yderste venstrefløj med jævne mellemrum sværmet om bandens kriminelle historie.
Revolutionære rejsefæller

Den første forargelse på venstrefløjen gjaldt ikke, at de anholdte fra Blekingegadebanden blev sigtet for voldelige røverier, herunder et drab på en politibetjent, men at venstrefløjsavisen Information fortalte historien. Indscanning fra Lars Villemoes' privatarkiv.
Siden Hamas’ terrorangreb på Israel 7. oktober 2023 har Blekingegadebanden oplevet en mindre genkomst. Det begyndte, da de første store propalæstinensiske demonstrationer drog ud på Københavns gader. Weekendavisen kunne som de første fortælle, at disse var arrangeret af den lille venstreradikale gruppering Internationalt Forum, der i årtier har haft bandens røveridømte Torkil Lauesen som prominent medlem og hofideolog. Senest har Frihedsbrevet afsløret, hvordan selvsamme Lauesen for nylig var i Holland for at undervise spirende revolutionære i antiimperialistisk solidaritetsarbejde.
Det giver mindelser. For gennem de sidste 36 år har medlemmer af den lille, ekstremistiske og drabelige røverbande med jævne mellemrum oplevet, hvordan den øvrige revolutionære del af venstrefløjen har ladet sig fascinere og forføre af deres kriminelle virksomhed. At de ved deres sidste kup i Købmagergade i 1988 skød og dræbte en politibetjent, har på disse kanter aldrig givet anledning til hverken selvransagelse eller et opgør med bandens tidligere medlemmer eller ideologi. Tværtimod.
Del: