Ranes natur

Aftenen inden, jeg skal med Rane Willerslev i skoven, ser jeg fire afsnit af Ranes Museum om hans første år som direktør for Nationalmuseet og rammes af akut stress by proxy. Jeg kan da ikke tage hans tid! I tv-serien er manden fortravlet, nærmest desperat, farer rundt og slukker brande og tænker mest på penge. Og vi skal tale om jordbunden ro og ekstrem frihedsfølelse. Om hans nye bog, Mit magiske træ – og andre fortællinger om naturens kraft.

I den dybe kløft mellem Ranes hektiske museum og Ranes hellige natur kan jeg kun få øje på én fællesnævner: Han er drevet af overlevelsestrang og har været det fra barnsben. Han vil kunne klare sig derude og lærer sine to døtre at sætte fælder, fiske, tænde bål og betjene et gevær, hvis samfundet kollapser, hvad han ikke finder sandsynligt, men hvis nu. Hans lille søn, Vidar (søn af Odin; slår fenrisulven ihjel), skal lære det samme, når han bliver stor nok. Da corona brød ud, tog Willerslev geværet med i sommerhuset, så han kunne skaffe føde, hvis nu. Jeg sad selv i et sommerhus i nærheden med mareridtstanker om, hvilken af mine to islandske heste jeg skulle slagte, hvis nu, og på min grusvej talte vi om næringsværdien i vilde bær og svampe. Nogle trusler rykkede pludselig tæt på, men hos ham har de levet hele tiden. Han har én gang været ved at dø af sult.