Et lag glasskår, klare som knuste isterninger, knaser under fødderne på os, mens vi bevæger os gennem professor Tom Nielsens gamle kollegium i Gellerup, seks kilometer fra Aarhus. Spånplader er slået for vinduerne i stueetagen, lynhurtige træer og buske er ved at æde de lave blokke. Omhyggeligt blev kollegiet lagt ned i landskabet som en landsby i 1968, nu er stedet forladt, vandaliseret. Alt for få ville bo her til sidst.

»Mit gardin hænger der stadig!« udbryder han og peger på hjørneværelset på første sal, blok 5, men også det er snart væk sammen med alle de andre fortrudte bygninger – en hel skole, boligblokke, børnehaver – der er revet ned, knust til granuleret stabilgrus og brugt til vejfyld. Mere venter, meget mere. Ned med tusinder af menneskers hjem. Ned med idrætshallen og svømmebadet, oprindeligt placeret under et enormt glastag, så det om aftenen lyste midt i Gellerups store park: