Krig. Putin skal løse en gordisk knude. Enten skal han fortsætte »specialoperationen« i Ukraine og formentlig tabe. Eller han skal erklære krig og indrømme, at han allerede har tabt.

Putins hovedpiner

Den sydøstukrainske by Mariupol har på mange måder inkarneret Ruslands problemer med invasionen af Ukraine. Byen, der plejede at bestå af cirka 460.000 indbyggere, har været under russisk angreb, siden krigen brød ud 24. februar. En uge efter var byen omringet. Og tre uger senere gav Kreml et ultimatum: overgiv os byen. Det blev afvist af den ukrainske regering, selvom de fleste regnede med, at byen snart ville ende under russisk kontrol. Den lå i ruiner, og forsyningerne var ved at slippe op.

Siden er der gået tre uger, hvor Mariupol konstant har været få dage fra at falde. Indtagelsen af byen er blevet tildelt stor betydning af Kreml, hvilket flere har forklaret med byens geografiske placering, hvor den er med til at forbinde Krim-halvøen med Rusland. Men den forbindelse har Rusland allerede etableret rundt om byen og kan næppe forklare, hvorfor man har været villig til at ofre så mange soldater der. Fokusset er nok snarere politisk. Russerne har længe haft brug for en eller anden form for sejr i krigen, og byen er centrum for Azov-brigaden, der er en nazistisk milits integreret i den ukrainske hær. Mariupols fald kan således bruges til at bekræfte det angivelige formål om at ville »afnazificere« Ukraine.

svil
(f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

Andre læser også