Det var ikke sådan lige at finde et sted til den sigtede og varetægtsfængslede mand, der dræbte tre mennesker i sidste weekend. »Han skal på psykiatrisk afdeling, når vi har fundet en plads til ham,« lød det fra anklageren, altså fængsles i surrogat. Men der er ikke ledige pladser: »Alt er optaget hele tiden,« forklarede en overlæge fra Sct. Hans, hvor de mentalundersøger retspsykiatriske patienter.
Dermed var en ond cirkel sluttet: Vi har ikke plads til de absolut sygeste danskere, hverken børn, unge eller voksne; når de skal diagnosticeres, behandles og indlægges, selv ikke når de er så syge, at de er i fare for at dræbe sig selv eller andre. Og når det så er gået helt galt – ja, så er der heller ikke rigtig plads.
Kræver det, at en af disse meget psykisk syge mennesker slår tilfældige ihjel, før politikerne reagerer? Ja, det må man desværre konstatere. I disse dage kritiseres regeringen for at have nølet med den meget omtalte tiårsplan for psykiatrien, som blev lanceret i januar og skyldes et løfte i regeringsgrundlaget. Men det er ikke rimeligt at udsætte netop denne regering for særlig kritik: Psykisk sygdom har mere end noget andet kunnet samle de politiske fløje: De har været enige om at snakke og snakke og atter snakke om at »løfte psykiatrien« – og aldrig gøre noget ved det. Men hvorfor er det sådan?
Et gennemgående tema i de sidste 20 år har været aftabuiseringen af »psykisk sårbarhed«, som det kaldes. Det har været tiltrængt, men der har været noget sært overfladisk over disse kampagner, en tendens til at fokusere på de mest »acceptable« lidelser, depression og angst, og på grundlæggende raske menneskers psykiske udfordringer.
De hårdest ramte, de stærkt psykotiske og skizofrene, er ikke psykisk sårbare, men helt forfærdeligt syge mennesker, ofte med dobbeltdiagnoser og med meget ringe udsigt til nogensinde at blive helbredt. De er derfor enormt krævende for deres nærmeste og for samfundet. Vi har med stor energi rettet opmærksomheden mod den interessante »sårbarhed«, men ignoreret den alvorlige, håbløse sygdom.
I første omgang kræver et opgør med den hidtidige håndskyhed for de tunge psykiatriske lidelser, at der virkelig lyttes til fagkundskaben: Den har i årevis råbt op om, at meget syge mennesker ikke behandles tilstrækkeligt på grund af manglende kapacitet, afvises på hospitaler og klinikker, udskrives for tidligt, afbrydes i behandlingen og efterlades med helt utilstrækkeligt opsyn.
Resultatet er kriminalitet, selvmord og mord på andre. Det skyldes, at vi stadig ikke helt kan eller orker svare på det spørgsmål, vores samfund til alle tider har ignoreret: Hvordan vil vi tage os af den psykiske sygdom, vi ikke kan håndtere, ikke kan holde ud og ikke kan tolerere?
Med de tragiske drab får vi sikkert flere penge til området, men det alene vil ikke løse problemet. De sygeste har jo ikke et fungerende system til at tage sig af dem. Ofte forsvinder de derfor i sundhedsvæsenets bermudatrekant mellem det statslige, regionale og kommunale niveau. Ændres dette ikke, vil ekstra millioner ikke flytte meget.
Passiviteten og uviljen mod at tage et virkeligt ansvar gennemsyrer hele samfundet, også lægevidenskaben og forskningen, hvor der ikke ofres tilstrækkelig energi på at blive klogere på det psykiatriske lavstatusfelt, som man ikke ved særlig meget om; hverken om forebyggelse, medicin eller anden behandling.
Skal der virkelig ske noget, kræver det en gennemgribende forandring, og at ansvaret løftes overalt i samfundet. Sker det, vil der i det mindste komme noget godt ud af tragedien i storcentret.
