Leder. Beslutningen om at suspendere AstraZeneca-vaccinen er udtryk for en forsigtigheds-ideologi, der er blind for de virkelige bivirkninger og sætter Danmark i front i udbredelsen af vaccineskepsis
Politiske bivirkninger
REGERINGEN har i det seneste år som bekendt haft det mantra, at man skal følge et forsigtighedsprincip. Hvad betyder det? At man vil være på den sikre side. Gå med livrem og seler. Hellere lidt for meget end lidt for lidt. Dette princip har nu fået Danmark til at suspendere vaccination med AstraZeneca i yderligere tre uger. Her skulle knap 180.000 danskere have fået første eller andet stik, hvilket altså er udskudt. Danmark og enkelte andre lande står alene med beslutningen – resten af Europa er begyndt at bruge vaccinen igen. Det gør de, fordi deres sundhedsmyndigheder siger det samme som Det Europæiske Lægemiddelagentur: Ja, der er muligvis en sammenhæng mellem vaccinen og få tilfælde af alvorlige bivirkninger i form af blodpropper. Men nej, det er ikke tilstrækkeligt til at stoppe vaccinen. AstraZeneca virker måske ikke lige så godt som Pfizer og Moderna, men den virker: Færre bliver syge, færre indlægges, færre dør.
BURDE regeringen ikke lytte til de tyske, franske, britiske eller italienske myndigheder, der mener, at vaccinen er årsag til få, alvorlige sygdomstilfælde, men anbefaler den, fordi bivirkningerne er så få og hos de fleste kan behandles? Burde de ikke se til Finland eller Island, der vælger en mellemvej og målretter vaccinen til dem med mindst risiko for blodpropper? Ja, burde regeringen ikke se nærmere på de bivirkninger af forsigtighedsprincippet, vi faktisk er sikre på?
Del: