Satellit. Regeringens håndtering af den katastrofe, som det enorme jordskælv har udløst, kan afgøre, om Erdogan kan forblive ved magten.

Politisk efterskælv

Onsdag formiddag landede Recep Tayyip Erdogan i byen Kahramanmaraş i det sydlige Tyrkiet. Det er første stop i præsidentens planlagte rejse til de byer, der mandag morgen blev ramt af et voldsomt jordskælv. Tusinder har indtil videre mistet livet, og dødstallet er stadigt stigende.

Mens nogle tyrkere har lovprist præsidenten for at have reageret hurtigt på katastrofen, kritiserer andre myndighederne for ikke at have været gearet til at håndtere voldsomme jordskælv.

Selvom Tyrkiet på grund af sin geologiske placering er i højrisiko for netop jordskælv, vurderer flere iagttagere, at landets katastrofe- og beredskabsmyndighed er blevet nedprioriteret økonomisk. Regeringen er forud for katastrofen mandag flere gange blevet advaret om bygninger med skrøbelige konstruktioner, men advarslerne er blevet ignoreret.

Jordskælvet rammer på et tidspunkt, hvor Tyrkiet lider under en historisk økonomisk krise. Det har fået observatører til at drage paralleller til jordskælvet i byen Izmit i 1999, hvor 17.000 mennesker mistede livet. Ligesom i dag led befolkningen også dengang under en voldsom inflation. Den daværende sekulære regerings dårlige håndtering af jordskælvet skabte så stor frustration i befolkningen, at det banede vejen for Erdogans islamiske parti AK.

Inden jordskælvet blev den tyrkiske regering flere gange advaret om bygninger med skrøbelige konstruktioner. Men advarslerne blev ignoreret. Foto: Dilara Senkaya DILARA SENKAYA

Derfor bliver regeringens håndtering af jordskælvet også en afgørende faktor ved præsidentvalget 14. maj. Det er Erdogan formentlig udmærket klar over.

layf
(f. 1992) er mellemøstkorrespondent for Weekendavisen med base i Istanbul. Hun skriver om alt, der handler om den arabiske verden og Tyrkiet. Hun er uddannet journalist fra Roskilde Universitet, har tidligere været ansat på Politiken og som freelancer skrevet for danske, norske og svenske medier.

Andre læser også