Plettede palmer

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Hvis der var noget, Venstre frygtede, da partiet for to år siden gik med i SVM-regeringen, var det indførelsen af en CO₂-afgift på landbruget og en reform af sundhedsvæsenet, der rokkede ved de eksisterende regioner. Landmænd og regionspolitikere er i den store sammenhæng få, men i Venstres organisatoriske bagland fylder de.

Derfor var den rolige, grænsende til kedsommelige stemning på Venstres landsmøde i weekenden da også det bedste, man kunne ønske sig. Sundhedsaftalen, der tager livet af Region Sjælland, men bevarer resten, blev færdiggjort fredag, og landbrugsaftalen umiddelbart efter landsmødet. Begge dele uden interne gnidninger i Venstre overhovedet.

Så langt, så godt, og tager man dagens aftale om den grønne trepart, er det uomgængeligt, at vi har at gøre med noget stort. Historisk, hvis man lytter til regeringen og partierne bag.

CO₂-afgiften på landbruget er det ene og markante beslutninger om at omlægge store landbrugsarealer for at reducere kvælstofudledningen det andet.

Især kvælstoffet er grunden til, at regeringen trods begejstringen og en bred politisk aftale ikke står med helt pletfri sejrspalmer. For i løbet af forhandlingerne er det lykkedes at skabe det indtryk, at den skulle trækkes til truget, før de nu vedtagne krav til landbruget blev en realitet.

Kort fortalt havde man tre scenarier for, hvor meget udledning af kvælstof landbruget skulle reducere med, og regeringen spillede ud med det mindste. Nu ender man med det højeste med enkelte undtagelser. Eksempelvis for Bornholm.

På det efterfølgende pressemøde lagde især SFs Signe Munk ikke skjul på, at det havde været en hård kamp at flytte regeringen. Også den konservative Mona Juul gjorde klart, at det ikke var sket med regeringens bedste vilje, når man endte på den løsning, man nu endte med.

Grunden til, at bevægelsen ikke har været let for regeringen, skyldes selve konstruktionen i den grønne trepartsaftale, hvor man først blev enig med Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, hvorefter man gik i gang med politisk forhandling. Derfor kunne regeringen ikke rykke sig, hvis den ikke samtidig kunne holde sammen på de to interesseorganisationer.

Naturfredningsforeningen var ligesom oppositionspartierne ikke begejstret for regeringens oprindelige ambition for kvælstof. Landbrug & Fødevarer var ikke villige til at gå videre med de højere reduktioner. Det gav ikke blot problemer i forhold til oppositionen, men også interne gnidninger i regeringen, hvor socialdemokrater og moderater til tider fandt, at Venstre var noget fodslæbende og lidt for lydhøre over for landbruget.

Alt det efterlader indtrykket af en regering, der nok roser sig af resultatet, men af et resultat, den ikke var kommet frem til ved egen hjælp.

Smøremidlet, der har fået landbruget til at acceptere den strammede aftale, er dels tre milliarder kroner oven i de 40, man i forvejen havde fundet til at udtage og omlægge landbrugsjord. Derudover et løfte om at indlede forhandlinger med især Sverige og Tyskland om lavere udledninger i fælles vandområder.

De mange offentlige penge, der skydes i projektet, samtidig med at der stadig er en høj grad af frivillighed i forhold reduktion af kvælstofudledningen, er grunden til, at SF, Konservative og Radikale, der har dannet samlet front i forhandlingerne, nok er begejstrede, men i afdæmpet grad.

Så trods aftalens uomgængelige storhed og trods det faktum, at kun de yderste fløje er kritiske, er begejstringen slet ikke oppe i de luftlag, man så, da den oprindelige grønne trepartsaftale blev indgået før sommerferien.