Da kaptajnen på fregatten Esbern Snare gik til køjs onsdag aften i sidste uge, må han have skænket skibets otte nye passagerer en tanke: Fire døde og fire levende formodede pirater – hvoraf en er såret efter skud – befinder sig i skrivende stund på det danske krigsskib et sted i Guineabugten ud for Vestafrika.

Det er kun en måned siden, Esbern Snare satte kurs mod bugten, der gnaver sig ind i det afrikanske kontinent fra Liberia i nord til Gabon i sydøst. Et næsten enigt Folketing traf beslutningen: Missionen var at skræmme – ikke fange – de pirater, som udgør en trussel mod de omkring 40 fragtskibe under dansk kommando, der hver dag krydser farvandet.