Gennem mange år har Vladimir Putin været den ubestridte verdensmester i sportswashing, denne populære disciplin, der handler om at bruge sport til at hvidvaske sit omdømme. Eksemplerne er så mange, at man kunne fylde en hel avisside med dem, så lad os nøjes med de vigtigste:

Da Rusland afholdt vinter-OL i Sotji i 2014, blev Putin modtaget som en superstjerne overalt, hvor han bevægede sig. Vestlige atleter gav ham highfives, klapsalver og øl, mens præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, hyldede ham i sin afslutningstale.