P for paria

Jeg husker stadig den ubehagelige følelse af koldsved, der bredte sig på kroppen, da jeg i gymnasiet begyndte at få spørgsmålet om, hvad der så skulle ske bagefter. Studievejlederen kastede lærerseminariet og journalistik op i luften, og mine venner og jeg diskuterede flittigt, om man skulle gå efter at hjælpe børn til verden, læse på CBS, sælge møbler eller måske åbne en café. Ikke én gang overvejede vi eller fik præsenteret muligheden for at blive parkeringsvagt. Hvorfor egentlig ikke?

I løbet af sommeren tager jeg i en serie for avisen i praktik i særlige job, der mestres af få eller foragtes af mange. Jeg vil i dette tredje afsnit prøve kræfter med landets måske mest forhadte jobfunktion. Altid mødt med konflikt og dårlig omtale og kun bevæbnet med løftede pegefingre og regelkynisme som modsvar. Eller hvad? Af alle job i verden, hvorfor så blive p-vagt?

Det skal Nikolai Lang-Jensen fortælle mig. Han har aldrig været så lykkelig i sit arbejdsliv, som efter han blev p-vagt – »indbegrebet af borgerservice«, siger han en fredag eftermiddag i juli, da vi sidder i hans lejlighed på Vesterbro i København. Borgerservice ligefrem? Spændende take. Jeg vil forstå det senere, siger han, bunder en kop hvid te og læner sig selvtilfreds tilbage i den dybe lænestol. Bag ham troner bøger i tusindvis fra gulv til loft. Rutinen dikterer Tolstoj og Pascal om formiddagen, kærlighed om eftermiddagen, siger Lang-Jensen med reference til sin franske yndlingsfilm af samme navn fra 1972. Når klokken slår 14.30, skal manden i den blå uniform over for mig ikke ind på pinden, som han har skullet hver morgen det meste af livet, nej, han skal væk fra den, i syv timer vandre sig til dagens skilling, møde byen, indånde København.

Jeg betragter mig selv som forholdsvis entusiastisk, hvad angår mit job, men ligefrem indånde storrumskontoret?

Lang-Jensen vil kvæle myten, vise mig og avisens læsere, at jobbet som parkeringsvagt er »poetisk i sin konkrete almindelighed«, som han siger, mens han udstyrer mig med afgiftsterminal og gul refleksjakke. Da vi begiver os afsted mod dagens rute, Christianshavn, breder en sært from følelse sig i min krop, det er, som om min næse umiskendeligt løfter sig et par centimeter mod himlen. Magtens åg eller privilegium? Jeg er lovens lange arm, på vej i tjeneste.

Vi når kun at cykle et par hundrede meter på ruten, før min læremester gør holdt. Nogen har begået et trafikuheld af en parkering, en vinrød Toyota holder halvt inde over fortovet, halvt inde i et buskads. En ældre kvinde kommer løbende, begynder at tale meget hurtigt, og hun kunne faktisk have virket troværdig, hvis hun var gået i dybden med én, kun én af sine forklaringer. Men sagen er den, at hendes nye beboerlicens ved en fejl ikke er gået igennem endnu. Ærgerligt. Hun har i øvrigt også brækket armen, siger hun, så hun har simpelthen ikke været i stand til at flytte bilen. Sikke en ulykkesfugl. Og ham, der skulle være kommet for at flytte bilen for lidt siden, er ikke dukket op, det er skideuheldigt det hele.

»Fru-e,« siger Nikolai Lang-Jensen formanende, inden kvinden kaster sig selv ud over afgrunden: Hun var blevet chokeret over, hvor dyrt det er at parkere her. Om vi har set priserne?

Jeg bliver oprigtigt harm og har allerede terminalen halvvejs oppe af baglommen, men uanset om det skyldes, at jeg er med på vagt i dag, eller at kvinden kun er dagens første sorteper, er p-vagten i et gavmildt hjørne. Han lader hende slippe på den betingelse, at hun har flyttet bilen og købt p-billet, når vi krydser gaden igen om en time. »Det er 100 procent sikkert,« takker kvinden overdrevent.

Hvad for noget? Min erfaring med p-vagter siger mig, at barmhjertighed ikke ligefrem står øverst på jobopslagenes lister over påkrævede egenskaber. Mister p-vagten ikke sit eksistensgrundlag, hvis han er nådig? Er det en form for frelsersyndrom, Lang-Jensen er ude i?

Da vi kommer igen en time senere, tror jeg ikke mine egne øjne. Bilen holder stadig ulovligt, og jeg kan mærke, at jeg på ingen måde synes, den afgift på 510 kroner, vi nu udskriver, er en tilstrækkelig straf for at lyve ordensmagten lige op i ansigtet.

»Det er en del af jobbeskrivelsen, at folk indimellem fylder mig med lort,« siger Lang-Jensen, da vi går videre. »Men det er også noget af det, der gør det her job enormt skægt. Menneskers kreativitet, når de står med bøden for struben, er noget helt specielt. Man burde skrive bøger på de historier. Hun kunne godt have fået en afgift i første omgang, det burde hun måske nok, men parkeringen var ikke decideret til gene for trafikken. Det er mit vigtigste fokus.«

Vandballon og spytklat

»I skal fucking ikke give mig en bøde!«

Brølet kommer fra en pløret fyr i en forbipasserende studentervogn, der er i hvert fald en uge for sent ude.

»Svin,« opfølger et kor af kammerater og sender en sky af langemænd i vores retning.

Det gibber i mig. Mindre pæne ord er bestemt fløjet i min retning gennem årene, men ligefrem svin?

Det er ikke ualmindeligt, at en hipster kører forbi på et skateboard og uden forudgående kontakt råber: Får du dig ikke snart et rigtigt job? Eller at en vandballon kommer susende og rammer en lige i hovedet, mens man passer sit arbejde. Sidstnævnte skete for Lang-Jensen for et par uger siden.

»Der havde simpelthen siddet en person i en vindueskarm, afventet og timet, til jeg var lige under lejligheden, hvorefter vedkommende kastede den ned på mig,« siger Lang-Jensen.

»Heldigvis var ballonen kun fyldt med vand. Havde det været andre væsker, var jeg gået til politiet.«

I foråret kritiserede direktøren for EuroPark, Michael Christensen, at blandt andre DR-satirikeren Jonatan Spang i en sketch om justitsminister Hummelgaards udfordringer med at huske parkeringsreglerne havde kaldt p-vagter for »menneskeligt affald«.

»Den slags hadtale legitimerer en tiltagende aggressiv adfærd over for vagterne,« sagde direktøren til Berlingske i juni – samme måned, som Finanstilsynets tidligere direktør Jesper Berg fik 20 dages betinget fængsel for at have spyttet en p-vagt i ansigtet. Direktøren havde også bakket sin bil ind i p-vagten, men blev frifundet for at have udsat p-vagten for reel fare, fordi det dog var foregået med langsom hastighed. Årsagen? Han blev vred, da han opdagede en p-afgift i forruden på sin bil, som han forklarede i Københavns Byret.

Men selvom p-vagten er et lærred for folks frustration, udgør de dårlige oplevelser en brøkdel af den samlede tid på vejene, hævder Lang-Jensen. Størstedelen af de mennesker, han støder på, vil bare sludre eller have det, han kalder en »tryghedsskabende forsikring« om deres parkering.

De fleste, vi møder på vores rute, ønsker os rigtignok god arbejdsdag og spørger om ting som: »Hvad er p-reglerne egentlig her?« eller: »Vil du måle min bil og tjekke, at jeg holder rigtigt?«

Det er derfor, Lang-Jensen ser sit arbejde som »indbegrebet af borgerservice«.

»Jobbet handler faktisk ikke primært om at sanktionere, selvom du kan grine, når jeg siger det. Vores ry er blevet en decideret brandingkatastrofe. Altså, vi fjerner ikke folks børn, vi sørger for, at trafikken glider. Opgaven er service og pædagogik – med en lille stok,« siger han.

Faktisk burde definitionen på de samfundsbærende funktioner, vi talte så meget om under covid-19, udvides, hvis det stod til Lang-Jensen.

»Tænk på: Uden p-vagters afskrækkende effekt ville trafikken spærre alt, og så ville sosu’erne og lærerne alligevel ikke kunne komme på arbejde,« siger han. »Mange har haft så travlt med at hade os, at man har glemt, hvorfor vi er nødvendige. Vi skaber orden i en kaotisk verden.«

Mens brud på standsningsforbud omgående medfører afgift, skal Lang-Jensen ved parkeringsforseelser overholde en observationstid på tre minutter, fra han konstaterer dem, til han trykker på terminalen. Borgeren skal have en chance for at indse fejlen.

»Se nu her,« siger han, da vi passerer en sort Audi, der holder foran en el-ladestander. Det er da vist ikke en elbil? Bødebassen inspicerer, udstødningsrøret er bestemt inkriminerende. Vi venter tre minutter, jeg scanner nummerpladen, og afgiften er netop ved at gå igennem, da tre svenske unge mænd kommer halsende nede fra kanalen.

»Hvis jeg havde været gerrig, havde jeg skyndt mig at rive afgiften af. Men det her vil de huske,« forklarer Lang-Jensen, annullerer afgiften og skriver, at de kom i tide. En af drengene tager sig til hjertet.

»I respect you now, man.«

Over for ulovlige hjørneparkeringer og en lang gut i sjoskede bukser, der »bare lige skal bruge et øjeblik på Christiania«, er han derimod iskold.

Det tager måske nok kun fem minutter at handle til en koger, men »parkeringsafgiften går til staten og kommunekassen«, siger Lang-Jensen til manden. »Så må du jo stemme på nogle andre.«

Slumstormerens sporskifte

Havde man fortalt en ung Nikolai Lang-Jensen, at han skulle ende som kommunal parkeringsvagt, havde han svoret, at det ville blive over hans lig. Som medlem af bz-bevægelsen sad Lang-Jensen, opslugt af modstand mod samfundets normer og syn på ejendomsret, på taget af Kapaw, den besatte bygning i Viborggade, og blev arresteret, da politiet i 1990 kom for at rydde huset. Hvordan gik det til, at bz'eren blev besat af orden?

De anarkistiske tendenser svandt, som de ofte gør, ind med årene, og efter et lille årti som tekstforfatter landede Lang-Jensen i en ngo.

»Jeg skulle som mange i mediebranchen redde verden med kommunikation,« siger han.

»Men med årene fik jeg en stærk følelse af, at den humanistiske akademikerverden, jeg befandt mig i, ofte var møder for mødernes skyld, proces, ny chef, ny strategi, forfra. Jeg var Jack of all trades, master of none. Alt for mange hatte, alt for mange … skriveborde,« siger han.

Så i en alder af 52 tog han hjemmeværnets grunduddannelse, hvor en kriminolog og politimand, Knud med Læderhud, der blandt andet havde trænet irakisk politi, underviste holdet i det vigtigste i det operative arbejde: ikke at hidse sig op, uanset hvad der sker.

»Han viste os film af israelske soldater, der bliver spyttet på uden at reagere. Det gjorde stort indtryk på mig,« siger Lang-Jensen.

Efter et opfølgende kursus i civil sikkerhed tikkede tilbuddet ind.

»Nyder du frisk luft, og jagter du samtidig de daglige 10.000 skridt for en sundere hverdag,« lyder i øjeblikket et af de konstante jobopslag fra parkeringsfirmaer.

»Jeg går 15 kilometer hver dag, jeg trækker vejret. Vi har én chef med 134 under sig. Alle ved, hvad de skal. Ingen mellemledere, der siger: 'Men hvad betyder den nye regering for dét spørgsmål?' Jeg har fået én mail i dag: Der er is i fryseren inde på vagtcentralen,« siger han.

»Vi taler så meget om udbrændthed og stress. Som p-vagt har man ordnede forhold og ingen administration. Det er et fantastisk opgør med det grænseløse arbejde.«

Stikkersyndromet

P-vagten er byens vicevært, den ensomme vandrer, der ikke må blive »venner med gaden«, ikke kende dens rutine. Bag et uvidenhedsslør møder han et tværsnit af samfundet: bådejeren, turister, socialt udsatte sovende i biler.

Socialgeografi har en del at sige for, hvordan Lang-Jensen bliver modtaget. I velhaverkvarterer som Kartoffelrækkerne i København hersker de såkaldte telefonkæder: Når én tøffelklædt husejer ser den farvestrålende vest, alarmerer hun de andre, og straks vælter det ud med beboere med brillerne nede på næsen, der er helt sikre på, at der må være en fejl i EasyPark-appen.

Ved Brønshøj Torv syv kilometer længere mod nordvest ligger en shawarmabiks, hvor kebabben er så mør, køen så lang, at folk parkerer overalt på fortovet. »Men min bil kunne ikke starte,« griner de til Lang-Jensen, mens de kommer daskende ud med en sølvpapirssvøbt rulle i hånden.

Vi har altså lystløgnerne, bøllerne og dengserne, der bare gerne vil parkere korrekt. Og selvfølgelig stikkerne. Som da en mand i 40erne lusker hen til os og peger: »Ham derovre skal du lige tjekke. Han holder ulovligt.«

»Det er noget af det mest danske, der findes,« siger min læremester og slår en høj latter op. »Vi har det her enormt gode samfund med masser af regler, men vi kan bedst lide de regler, der gælder for de andre. Og hvis man får at vide, at man ikke må holde her, skal ham derovre fandeme heller ikke have lov.«

Dagens 12. forseelse, en russisk Kia. »But we have kids in here,« siger den unge kvinde og laver hundeøjne. Terminalen brænder igen i min lomme, jeg kan godt mærke, at det her ikke er en autoritet, jeg ville betro mig selv for længe ad gangen. Selv mener Lang ikke, han bliver beruset af magten.

– Du nyder aldrig at give en bøde?

»Jeg vil helst have, at en afgift får folk til at parkere rigtigt næste gang. Men jo, som klimaaktivist kan jeg da godt finde tilfredsstillelse i at give en bøde til en brokkende ejer af en stor benzinslugende SUV.« Han ler. »Det skal du måske ikke skrive.«