Mellemfasen

Siden hunnernes fremrykning over den pontisk-kaspiske steppe i det fjerde århundrede, hvor de fordrev goterne, der måtte søge ly i Romerriget, har man i Vesten frygtet ankomsten af plyndrende horder fra øst, der voldtager, dræber og udrydder lokalbefolkninger på deres krigeriske færd mod Europa. Den forgangne uges rædsel og gru over krigsforbrydelserne i Kyivs forstæder var et ekko fra gamle dage, fra en tid, mange troede lå bag os.

Denne type krigsførelse, hvor voldtægt og røveri ses som bonusordninger for de soldater, man sender i krig, forsvandt ikke alle steder med etableringen af den moderne hær. Der er dog intet, der peger på, at man som invasionsmagt opnår nogen militære sejre ved at mishandle lokalbefolkningen. Tværtimod viser erfaringerne fra det 20. og 21. århundredes krige, at man kun er med til at øge modstandskampen hos dem, man forsøger at nedkæmpe. Således vil rædslerne fra Butja næppe have andet resultat end at styrke ikke blot Ukraines vilje til at nedkæmpe den russiske invasion, men også deres allieredes forståelse for denne mission og ønske om at bidrage til dens succesfulde endemål. Som professor emeritus i strategi ved King’s College i London sir Lawrence Freedman spåede onsdag, vil man næppe se mange i Vesten i den nærmeste fremtid, der forsøger at presse ukrainerne til at indgå en fredsaftale, hvor de opgiver land til Rusland. Butja har givet Ukraines modstandskrig en moralsk klarhed.