At betjente svarer igen med vold, når de håndterer demonstranter, er ikke nyt i Frankrig. Men når dén, der uddeler slagene, ikke er medlem af politistyrken, men blot er observatør, bliver det mere speget. Særligt når det viser sig at være præsidentens såkaldte Monsieur sécurité, Alexandre Benalla, der til trods for sin uofficielle titel ikke er en del af det særlige elitekorps CSPR, der har ansvaret for præsidentens sikkerhed.

Hændelsen fandt sted året efter Macrons valgsejr, og skandalen kom kun frem takket være en stædig journalist på Le Monde, som fremskaffede en række videoer, hvor man ser Benalla fornøje sig med at tæve løs på et par demonstranter – uden at de på nogen måde udgjorde en trussel mod politiet.