Opinion. Bevar vores gymnasium. Vi vil ikke lukkes.
Lidt for mangfoldigt
»Luk dem ned.«
Sådan lyder udtalelserne fra blandt andre Morten Messerschmidt og Jakob Ellemann-Jensen ifølge DR på et pressemøde om »frit valg«.
Partilederne argumenterer for at droppe elevfordelingsaftalen og lukke gymnasier med såkaldt skæv elevfordeling. Disse udtalelser gør, at gymnasier som vores bliver misforstået og fejlbedømt.
Vi er en gruppe elever fra Ørestad Gymnasium. En skole med omkring 40 procent minoritetsetniske elever. Sammen med vores medstuderende driver vi Boulevarden, gymnasiets elevdrevne avis. Vi er, ligesom resten af gymnasiet, en mangfoldig gruppe af unge med forskellige baggrunde, kulturer, værdier og interesser. I kontrast til politikerne fra blå blok ser vi ikke vores forskelligheder og den såkaldt skæve elevfordeling som et problem, men snarere som en mangfoldig styrke og mulighed for, at vi som elever kan få udvidet vores horisonter.

Vi vil give et indblik i styrkerne ved mangfoldigheden på Ørestad Gymnasium, og hvordan den negative diskurs fra visse politikere er med til at skabe et fiktivt problem, som vi ikke oplever eksisterer på vores gymnasium.
Vi har som elever på Ørestad Gymnasium fra første skoledag oplevet en stor rummelighed, takket være diversiteten blandt eleverne. Denne diversitet omfatter både religion, seksualitet, køn, hudfarve og kultur. Det giver ikke kun plads til, at eleverne kan være sig selv, men skaber ligeledes tolerance og mulighed for at fremme forståelse for forskelligheder.
På vores gymnasium kan man vælge at være sammen med folk, der ligner én, men uden at blive isoleret fra fællesskabet. Og man undgår at føle, at man skal passe ind i en specifik bås, fordi der er så mange forskellige elevtyper. Det giver os en oplevelse af personlig frihed og mulighed for at udvikle os.
Gymnasietiden er en de vigtigste perioder for både den almene og individuelle dannelse og kan give unge mange færdigheder, som gavner dem i fremtiden. Dog er det nødvendigt, at unge bliver tvunget til at forholde sig til mennesker, der er anderledes end dem selv.
Dette kommer også til udtryk i skolens sociale arrangementer, hvor elever med forskellige baggrunde og kulturer danser sammen til forskellige nationers folkemusik, hvilket skaber livsvarige minder og forstærker skolens multikulturelle ånd. I realiteten ville det være sundt for alle gymnasier i landet at have samme diversitet og mangfoldighed, som vi har her på Ørestad Gymnasium.
Dermed ikke sagt, at vi ikke har problemer på gymnasiet, som alle andre steder, hvor der er mange unge samlet. Et problem kunne være, at nogle elever ikke er helt klar til at gå i gymnasiet, hvilket resulterer i, at der kan komme uro i timerne. Men vi løser udfordringerne sammen og ender med at være et bedre gymnasium takket være det.
Vi mener, at politikernes diskurs er med til at give gymnasier som vores et dårligt ry, som i sidste ende kan resultere i, at gymnasierne taber potentielle elever. Vi ønsker og håber, at politikerne lader være med at ytre sig på vegne af landets gymnasieelever. De fremmer et »os mod dem«-synspunkt, som vi på et af de berørte gymnasier absolut ikke vil identificeres med.
Vi har det godt på Ørestad Gymnasium. Vi går i skole et fedt sted, hvor folk føler sig velkomne og trygt kan gøre sig klar til fremtiden. Vi er åbne og nysgerrige, og vi bestræber os selvfølgelig hele tiden på at blive bedre. Men drop retorikken og forstå, at en stor variation i elevfordeling faktisk gavner gymnasierne. Vi mener på denne baggrund, at elevfordelingsaftalen kan være med til at styrke dannelsen og rummeligheden på de gymnasier, der lige nu har en meget homogen elevsammensætning.
Så vores opfordring er: Kom ud, snak med os i stedet for at udtale jer om os i medierne. Vi er stolte af vores skole, og vi mener, at gymnasier, der vil blive berørt af elevfordelingsaftalen ved at modtage nye elever, skal se det som en mulighed for at udvikle alle deres elever.
Så stop snakken om at lukke gymnasierne, skræmmekampagnerne og de negative diskurser. Og giv i stedet muligheden for, at alle gymnasier kan opleve glæden ved diversitet og mangfoldighed.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Del:


