Læserbreve

Mette

Mikael Thomsen, Frederiksberg

Martin Krasnik betegner i sin leder i WA #50 Mette Frederiksen som den mest magtfulde leder i mands minde og kritiserer hende for magtarrogance, manipulation og populisme. Han sætter trumf på og sammenligner hende med Trump, fordi hun undgår modsigelse ved at kommunikere direkte med vælgerne på sociale medier. Sammenligningen med Trump synes nu at være en meget hård journalistisk stramning. Andre sammenligninger er måske mere meningsfulde og oplysende. Det kunne for eksempel være tidligere statsminister i Danmark Anders Fogh Rasmussen.

Fogh ledede landet fra 2001-2009, hvor han trak Dansk Folkeparti ind i varmen som mere eller mindre fast parlamentarisk grundlag. Samtidig inviterede han DFs udlændingepolitik med ind i regeringskontorerne. Denne pragmatiske konstruktion gjorde, at regeringerne Fogh på en lang række områder kunne regere helt uden at inddrage oppositionen. Fogh blev desuden berygtet for en armslængdepolitik i forhold til pressen, der begrænsede deres muligheder for at holde ham fast på kritiske spørgsmål og interviewe ham om emner, han ikke ønskede at tale om. Og så var der naturligvis hans brug af særlige rådgivere.

Danmark har sjældent haft en mere magtfuld og enerådig statsminister end Fogh. Han fik blandt andet sin magt, fordi han var karismatisk, kontrolleret, kynisk og pragmatisk, og han var dygtig til at iscenesætte sig som leder. Minder det om nogen? I denne sammenhæng synes Frederiksens forhold til pressen og oppositionen måske ikke så fremmed, at det er nødvendigt at sejle over Atlanten efter sammenligningsmateriale.

Krasnik advarer medierne om at gå i samme fælde, som de amerikanske medier faldt i over for Trump, at blive et fornærmet og vredt hylekor. Det forekommer, at han allerede selv er faldet i den fælde, når det gælder Mette Frederiksen.

Mytemageri

Steen Andersen, historiker, arkivar og seniorforsker i polsk militær planlægning under Den Kolde Krig, Rigsarkivet

DR har for nylig afsluttet dokumentarserien Atombomberne over Danmark, hvis afsæt er et kort fra februar 1970, der præsenteres som »en polsk angrebsplan mod Danmark«. Helt centralt i DRs fortælling om Den Kolde Krig står atombomberne. Seerne får gentagne gange at vide, at det var uomgængeligt, at Danmark ville blive angrebet med atomvåben.

Producenterne har ikke sparet på drama og skrev den 12. november i en omtale af serien: »Hvad er federe end at slutte ugen med en rask lille omgang atombomber?« Jagten på sensationen har sløret DRs blik for, hvordan trusselsopfattelserne tog sig ud i øst og vest, og licenspengene er brugt på noget useriøst makværk, som ikke gør os et hak klogere på Den Kolde Krigs militære planlægning.

Lad os begynde med seriens påstand om, at kortet skulle være en angrebsplan. Faktum er, at man endnu ikke har fundet egentlige skarpe operationsplaner i arkiverne bortset fra dele af en tjekkoslovakisk fra 1964. Alle de øvrige planer er så vidt vides destrueret eller gemt i militærarkivet i Moskva. Derfor arbejder forskerne i stedet med de forskellige øvelsesscenarier, som Warszawapagten opererede med. Disse store øvelser afspejlede de faktiske opera­tionsplaner og blev brugt til at justere dem, ved vi fra kilderne.

Warszawapagtens planer var ikke statiske størrelser, men ændrede sig i relation til den politiske og teknologiske udvikling. Fra midten af 1970erne sker der et skift i retning af øget indsættelse af konventionelle våben i stedet for atomvåben. Derfor kan vi ikke automatisk slutte, at Danmark ville være blevet angrebet med atomvåben. Operationsplanerne for de store øvelser består af dokumenter på mellem 70 og 100 sider med bilag, blandt andet i form af kort. Derfor kan en så kompleks historie ikke fortælles ud fra et enkelt kort fra 1970. Nogle danske planer er rent defensive, mens andre rummer planer for modangreb efter standsning af fjenden. Nogle rummer brug af atomvåben, mens andre er rent konventionelle. I februar 1989 vur­derede Jyske Division i sin plan­lægning, at et eventuelt angreb fra Warszawapagten ville være konventionelt.

Effekten af atomvåben blev blandt de polske og sovjetiske generaler holdt op imod omkostningerne i løbet af 1970erne. De militære planlæggere i den polske generalstab nåede til den erkendelse, at det ville være vanskeligt at gennemføre militære operationer i et atomforurenet område, og de var bevidste om den fysiske og psykiske belastning, det ville være for egne tropper at skulle forholde sig til atomkrigens biologiske ødelæggelser. De militære planlæggere havde stadig de tildelte atomvåben i deres arsenal, men det var slet ikke entydigt, at de skulle anvendes.

I stedet for atomvåben skulle NATOs forsvarsbælte smadres med massiv indsættelse af tungt artilleri. I kilderne kan vi se dette i tilførsel af nyudviklede raketkastere og artillerisystemer op gennem 1970erne. Dette er næppe nogen sensationshistorie, men ikke desto mindre alvorligt, da det var tydeligt, at Warszawapagtens militære planlæggere troede, at de kunne vinde en krig mod NATO takket være deres konventionelle overlegenhed. De polske planlæggere var også bevidste om, at hvis de afstod fra at bruge atomvåben, ville det være svært for NATO at svare igen.

Kortet i DRs program er altså ikke en angrebsplan, men en kilde til en idealforestilling om Warszawapagtens militære evner. Det er ualmindeligt kunstnerisk udført og taler til fantasien, men afspejler mere en myte end en realitet.

En påstand i programmet er desuden, at hovedmålet for angrebet skulle være Sjælland. Det er forkert og misvisende. Studiet af kilderne peger på, at et angreb på Sjælland ikke havde særlig høj prioritet i Warszawapagtens strategiske tankegang. Et angreb mod Sjælland over Østersøen blev anset for vanskeligt at gennemføre taktisk og logistisk.

Et DR-program i bedste sendetid bidrager til at skabe fælles historieforståelse, og derfor påhviler der også institutionen et ansvar. Alle historier er ikke lige gode eller har lige meget ret. »Atombomberne over Danmark« bidrager til at skabe myter om Den Kolde Krig, og det gøres helt bevidst i søgen efter sensation.

Flertalsdiktatur

Rasmus Smith Nielsen, advokat

Advokat Lars Refsgaard Henriksen har i sit indlæg i Berlingske Tidende lørdag den 12. december 2020 med henvisning til dr.jur. Carsten Henrichsens kronik i Politiken af 6. december 2020 oplyst, at den udøvende magt (regeringen) ikke behøver hjemmel eller lovhjemmel, hvis Folketingets formodede eller senere vilje er overensstemmende med den udøvende magts konkrete handlinger som for eksempel tvangsmæssig aflivning af raske mink. Den oplyste juridiske konstruktion er klart ulovlig eller klart grundlovsstridig, jf. blandt andet Grundlovens §§ 3, 22 og 41 (magtfordelingslæren, legalitetsprincippet og lovproceduren). Lovgivningsmagten er selv underordnet Grundloven (den grundlovsgivende magt i Grundlovens § 88). Folketing og regering (lovgivningsmagten) kan således ikke på forventet juridisk efterbevilling bryde Grundloven i form af blandt andet Grundlovens § 72 (politiets og hærens ikke-frivillige indtrængen på gårde) og § 73 (blandt andet fuldstændig ekspropriationserstatning), medmindre der foreligger konstitutionel nødret. Advokater som Lars Refsgaard Henriksen er tillige i deres gerning underordnet blandt andet Grundloven, jf. retsplejelovens § 129. Det samme gælder for embedsmænd, jf. straffelovens § 155-157, samt dommere, jf. retsplejelovens §§ 48 og 49 samt Grundlovens § 64.

Der kan uden for strafferetten gives love med tilbagevirkende kraft, men det fratager ikke den udøvende magt (regeringen) ministeransvaret, herunder ministererstatningsansvaret i ministeransvarlighedslovens § 9 over for for eksempel minkavlerne og/eller staten selv, på tidspunktet for handlingernes foretagelse. Man kan ikke på den måde via et flertal i Folketinget frikende regeringen for et retligt ansvar. Men Folketingets flertal kan i givet fald frikende regeringen for en rigsretssag, da det er Folketingets flertal (politisk kontrol), som beslutter, om en sådan rigsretssag skal rejses mod én eller flere ministre.

Det beskrevne af advokat Lars Refsgaard Henriksen er ikke noget nyt. Det kan genfindes retshistorisk og retsfilosofisk i Sovjetunionen og i Østblokken før 1989 samt i Venezuela før diktaturet som Chavismo (flertalsdiktatur).

Rettelse

I artiklen »Noget på hjerte« i WA #49 citerer vi sangskriver Kjartan Arngrim for linjerne: »Jeg er cigarettens glød/ og jazzmusikkens rytme/ Hurtig, let og med en underklang af død«. De stammer imidlertid fra begyndelsen af Morten Nielsens digt »Vi sender Dansemusik om Natten« fra 1943. Vi beklager fejlen.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk