Musik. Tre dansksprogede rockbands skriver og spiller sange med tekster, der rækker ud over privatsfære og tosomhed med både gnist og drive.
Noget på hjerte
Det er til stadighed en overraskelse, at de to unge mænd, som sammen præsenterer sig som Barselona, kun er henholdsvis 20 og 21 år gamle, for deres udtryk er så formfuldendt og – nå, ja – modent, at man skulle tro, de havde meget mere livserfaring med i bagagen. Som teenagere udgav parret et par lovende ep’er, og sidste år albumdebuterede Rud Aslak (sang og tekster) og Rasmus Theodor (guitar, bas, keyboards) så med ikke færre end to overbevisende lp’er, udsendt samme dag: Hjertebank og Legebørn. Det fastslog for alvor duoens navn og gav samtidig stemme til Generation Z, altså de helt unge, som forventes at overtage vores noget lasede klode.
Talentet hos de to ungersvende er nærmest overvældende, og det er helt ustyrligt, at de allerede er på banen igen med lp’en 1 dag er vi 1 minde, som på alle måder holder standarden, selvom det måske er blevet en lille smule mindre vildt, musikalsk set. Men ti stærke sange, der nogle gange jublende, nogle gange eftertænksomt og indimellem lidt melankolsk besynger tilværelsen, ja, så er det sgu lige før, man bliver optimist på ungdommens og fremtidens vegne. For Aslaks tekster stikker lige et spadestik dybere end normen på deres egen forbilledligt klare og alligevel finurligt originale facon. Som der synges i »Mennesker mod mennesker«: »Det her er ikke drengene mod pigerne, send tropperne hjem/ Vi er brødre og søstre og vi slår ikke hinanden ihjel/ Skal vi lede efter livet sammen?/ Hvem vil slås, når man kan kramme?« Sammenholdt med musikkens bedårende lethed, som den tilsyneladende ubesværet flyder fra Theodor og i øvrigt står perfekt til Aslaks udtryksfulde stemme, er det svært ikke at drages mod Barselonas lyriske univers.
Del:
