Læserbreve

Reduktion

Karsten Lodahl Madsen, cand.scient.pol., konsulent

Klaus Wivel argumenterer 25. september for, at regeringen bør tone rent flag og indrømme, at målet om at reducere CO₂ med 70 procent er bluff. Det er et ambitiøst mål, men bluff mener jeg ikke, det er.

Til gengæld virker det, som om Weekend­avisens mål om at reducere det redaktionelle indhold til 70 procent er ret realistisk.

Seneste udgave af Weekendavisens 1. sektion indeholdt 16 sider, hvoraf fire sider var annoncer. Med redaktionelt indhold på 75 procent er man således ret tæt på de 70 allerede før 2030. Tidligere på måneden var det redaktionelle indhold af 1. sektion helt oppe på 80, så det går stærkt. Jeg er ikke begejstret for denne udvikling og giver gerne en femmer mere for avisen, hvis jeg kan slippe for at opleve Sparekassen Nordjylland fejre sig selv som Europas bedste arbejdsplads.

En dystopi 1

Jens Renner, journalist, vært på Radio4s klimaprogram Udfordringen

Klaus Wivel skriver i sin kommentar »En utopi« i Weekendavisen den 25. september, at regeringens klimapolitik er bluff, og at det er nedladende ikke at indrømme det. Det kan han desværre have ret i.

Men at udlede deraf, at »politikere skal lade være med at bilde os ind, at vi kan gøre noget ved klimaforandringerne«, er en fejl.

Wivel har følt sig overbevist af den deprimerede amerikanske forfatter Jonathan Franzens optræden i Clement kalder jorden på DR2, hvor han dystopisk proklamerer global politisk handlingsimpotens. Men i samme udsendelse siger professor Jason Box, at ethvert ton drivhusgas, som vi lukker ud, gør planetens tømmermænd hårdere de kommende årtier – altså: Ethvert ton, der bliver i jorden, gør en forskel.

Wivel tager derfor fejl, når han konkluderer, at regeringen bør »bruge den politiske energi på at sikre os mod de forandringer, der måtte komme«.

Den videnskabelige konsensus er, at mitigation (mindre udledning) og adaptation (tilpasning) skal gå hånd i hånd, hvis vi vil gå fremtiden bedst muligt i møde. Hvis vi i 2030 ikke er nået op på 70 procent i regeringens reduktionsregnestykke, er budskabet stadig det samme: Jo mindre CO₂, jo hurtigere, jo bedre.

Klimaloven og reduktionsmålet kan i bedste fald facilitere svære beslutninger, som vores folkevalgte qua deres egen agenda om genvalg har fejlet i de sidste 30 år. Som journalister bør vi presse massivt på for, at de overholder loven – ikke give dem fripas til at lade være.

Mens vi presser på, kan vi knytte kommentaren: Ja – vi må nok alle ændre adfærd. Men livskvalitet og CO₂-udledning er ikke kausalt forbundet. Det er muligt at udlede mindre CO₂ uden at miste sin trivsel.

En dystopi 2

Thomas Krag, civilingeniør Wilhelm Marstrands Gade 11, 2100 København Ø

Klaus Wivel skriver på side 2 i Weekend­avisen den 25. september, at det efterhånden »må være gået op for de fleste, at regeringens klimapolitik er bluff«.

Her må jeg melde hus forbi. For bevares, jeg kan sagtens se, at regeringen med stor iver afviser ethvert nok så fornuftigt forslag om initiativer, der kan bidrage til at reducere vores klima­belastning. Men det er jo ikke det samme, som at målsætningen om at begrænse udledningen af klimagasser til et bestemt niveau i 2030 er umulig, endsige »bluff«, sådan som Wivel prøver at argumentere for.

Tankevækkende nok skriver Tommy Ahlers, partiet Venstres klimapolitiske ordfører og tidligere uddannelses- og forskningsminister, dagen inden i Altinget en rosende anmeldelse af bogen Hvis vi vil. Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent. Tommy Ahlers konkluderer, at der er robust hold i bogens påstand om, at det lader sig gøre.

Det er selvfølgelig op til den enkelte, hvad han eller hun vil tro, og om man hælder til Wivels defaitisme eller Ahlers’ (og mange med ham) forsigtige optimisme. Men jeg savner i den grad seriøse argumenter fra Wivel for, at det klogeste, vi kan gøre, er at overhøre ønskerne fra et stort befolkningsflertal om at gøre noget ved sagen, og at vi i stedet alene bør koncentrere os om at afbøde virkningen af klimaændringerne. Som om man ikke – som vi jo rent faktisk er i gang med – kan gøre begge dele på én gang.

At elbilskommissionen, som Wivel argumenterer med, når frem til det, de gjorde, er jo ikke bevis for andet, end at de havde et nok så snævert mandat.

Og at det er svært at gøre noget ved sagen, at klimaet allerede er skadet, og at socialdemokraterne nok med begejstring høster roserne for den ambitiøse klimamålsætning, men slet ikke vil høre tale om, hvordan man så når den, er jo heller ikke noget »bevis« for, at en ambitiøs klimapolitik ikke lader sig realisere, og at man ikke kan få befolkningens opbakning.

Samme Klaus Wivel skrev tidligere på året en leder, hvor han efter at have set en klimakritisk film begejstret henviste til »spørgsmål, det var vigtigt at få stillet« (om vindmøllers vugge til grav-effektivitet), tilsyneladende uvidende om, at der for længst lå klare og positive svar på de samme spørgsmål (noget, som den ellers stærkt fodslæbende klimaminister Dan Jørgensen kunne oplyse ugen efter).

Så jeg fristes til at spørge, om ikke Weekendavisen har én, der rent faktisk ved noget om klimasagen, næste gang der skal argumenteres imod at gøre noget ved den.

Kærlige kys

Kristine Brandt Rex, adjunkt Ahornvej 1, 4700 Næstved

Jeg læser tidligere DR-vært Claus Jacobsens læserbrev den 17. september »Kærlige kys« om en seksualiseret kultur på hans tidligere arbejdspladser i medievirksomheder med stor forundring og foragt.

Claus Jacobsen har været med til at skabe og vedligeholde en kultur, som han tydeligvis selv har nydt at være en del af, men hvor kvinder ikke har kunnet sige nej tak, qua hans position.

Det forekommer mig fuldstændig chokerende, at man kan have så lidt indsigt i, hvordan ens position i et magthierarki påvirker andre mennesker omkring en.

Der kan sagtens være flere kvinder, der har sat pris på og gengældt Claus Jacobsens tilnærmelser, men hvad med dem, som ikke har haft lyst til disse? Hvad har konsekvenserne været ved at sige nej tak? Og hvor har disse kvinder skullet gå hen for at finde støtte?

Men indlægget giver dog et direkte indblik i, hvorfor og hvordan disse kulturer har eksisteret i årevis, og hvorfor vi absolut bliver nødt til at tage et opgør med denne form for »vidunderligt og naturligt samvær« og »samhørighed på vores arbejdsplads«, som Claus Jacobsen formulerer det.

Omstilling

Alexandra O’Sullivan Freltoft, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse Mikkel Bosack Simonsen, medstifter af Energy Modelling Lab

Den grønne omstilling er for dyr, så vi må vente på nye teknologier. Det var Mette Frederiksens budskab på Grønt Erhvervsforum. Jeg var målløs over at høre statsministeren argumentere for, at en afventende strategi er en ansvarlig strategi.

Er den grønne omstilling virkelig for dyr? I 2018 kom forskere fra Syddansk Universitet frem til, at et fossilfrit Danmark ville koste cirka 10-15 milliarder kroner om året. Det lyder måske af meget, men i år har vi allerede brugt omkring 200 milliarder på coronahjælpepakker, hvilket kunne have købt os grøn omstilling langt ind i det næste årti.

Det er, som om det kommer bag på regeringen, at omstillingen koster penge. Da Folketingets politikere for blot et år siden vedtog »en af verdens mest ambitiøse klimamålsætninger«, må de da have været klar over, at en førsteplads i klimaverdensmesterskaberne ikke er gratis.

Vil det så hjælpe at vente på nye teknologier? Mette Frederiksens undskyldning for ikke at trække i arbejdstøjet er, at vi skal afvente nye teknologier, der kan gøre transitionen billigere. Hun fremhæver elbilskommissionens nylige resultater om, at målsætningen om en million elbiler i 2030 vil koste statskassen fire milliarder kroner. Men vil teknologiske fremskridt gøre denne transformation billigere? Næppe.

I dag koster en ny elbil allerede mindre end en ny fossilbil over dens levetid. Der hvor skoen trykker, er ikke elbilerne i sig selv, men det hul i statskassen, der kommer, når indtægterne fra grønne afgifter på fossile biler og brændsel ikke længere triller ind. Og det problem løses ikke med ny teknologi, men med ny politik.

Så når Mette Frederiksen siger, at den grønne omstilling er for dyr, og at vi må vente og se, om det bliver billigere om et par år, skubber hun bare problemet uændret foran sig. Og for hvert år hun gør det, vokser mængden af CO₂ i atmosfæren. Det er ikke bare kortsigtet, det er decideret uansvarligt.

Islam

Jens Holck, gymnasielærer i religion og samfundsfag

Den 4. september skrev jeg en debatartikel, hvor jeg gjorde opmærksom på, at man kan gå gennem folkeskole og gymnasium uden at blive ordentligt »rettigheds-klædt-på« i forhold til eksempelvis negativ social kontrol. Den 18. september har religionslærer Lene Wittrup skrevet et svar, hvor hun erklærer sig lodret uenig i min pointe. Hun mener, at jeg mistænkeliggør religionslærere, fordi jeg gør opmærksom på den vilkårlighed i gennemgangen af blandt andet islam, som læreplanen i religion i gymnasiet giver mulighed for. Med henvisning til formålsparagraffer fra læreplanen – en halvt århundrede gammel grundpræmis om, at undervisningen ikke må være konfessionel – afvises det, at der er noget at komme efter. Wittrup kan ikke »forestille sig en humaniorauddannet religionslærer«, der ville farve sin gennemgang af islam positivt eller negativt. Der henvises til 20 år som lærer og censor.

Spørgsmålet om negativ social kontrol og fokus på de norm- og værdikonflikter, der i de seneste år er kommet helt i fokus i Danmark, er tilsyneladende ikke relevant for Lene Wittrups ufarvede religionsundervisning.

Til gengæld fremhæver Wittrup »kildekritikken og tekstlæsningen« som afgørende for undervisningen. Men samtidig hævdes det, at jeg mistænkeliggør historielærere landet over, fordi jeg gør opmærksom på, at gymnasieelevers tilgang til kildekritik handler om »sandheden om fortiden« i langt højere grad end kildeudvælgerens – for eksempel religionslærerens – tendens. Det er mig en gåde, at Wittrup ikke ser, at min kritik er institutionel, ikke en mistænkeliggørelse af den enkelte historielærer. Spørgsmålet er, om der kunne være en fagtradition i historie for at nedtone spørgsmålet om, hvordan historien bruges i dag, til fordel for et fokus på fortiden alene. At man – til trods for krav i faget historie om perspektivering af alle forløb til nutiden – måske ikke gør det i tilstrækkelig grad, og derfor giver mange elever et blindt øje med videre?

Wittrup afviser endvidere, at fokus må ligge på, hvad der er »inde i hovedet« på danske muslimer, og mener, at mit forslag repræsenterer en »farlig tendens« hos undertegnede. At der de senere år faktisk er fremkommet en del sociologisk forskning (for eksempel Lene Kühl, Jesper Petersen med flere), som undervisningen kunne bygge på, overser Wittrup. Endvidere overser Wittrup, at der samtidig er tale om et kriterium for kildeudvælgelse af koran- og hadith-tekster. Mit modspørgsmål er derfor, hvad skal der så ligger til grund for kildeudvælgelsen? Er det igen den humanistiske veluddannede religionslærers ikke-glorificerende evner, hun henviser til?

Når det så er sagt, må jeg også takke Wittrup for det velformulerede forsvar for sin fagtradition. Ikke mindst fordi forsvaret i mine øjne åbenbarer den form for glorificering af status quo, jeg mener ligger i ethvert etableret uddannelsessystem. Retorisk velformulerede forsvarstaler er ofte mere bekvemmelige end konkrete forandringer, der matcher den rivende udvikling i verden uden for murene.