Læserbreve

Arbejdermuseet

Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K

Poul Pilgaard Johnsen leverer i Weekend­avisen den 18. september to dårlige argumenter for en vigtig og stærkt forsinket sag: en reform af måden statslige støttekroner til museer fordeles på.

Den konkrete anledning er, at Herregårdsmuseet på Gl. Estrup ikke er nævnt blandt de museer, som regeringen i sit finanslovsudspil lægger op til at forlænge særlige tilskud til. Det er ifølge Johnsen dybt urimeligt, da regeringen dermed nedprioriterer et provins­museum, der fortæller historien om herregårdenes nationale betydning, og i stedet støtter lokale københavnske museer, eksempelvis Arbejdermuseet. Johnsen tager dog helt fejl.

På trods af sin uomtvistelige placering i København løfter Arbejder­museet et landsdækkende ansvar for at dokumentere og formidle arbejdernes levevilkår og historie, hvilket i flere omgange også har medført forskning- og udstillingsprojekter omkring land­arbejdere.

40 procent af museets besøgende, herunder flere end 23.000 skolelever, bor uden for Region Hovedstaden. Fuldstændig ligesom Herregårds­museet kigger langt ud over sin egen placering i Auning og skaber værdi for mennesker fra hele landet.

Dernæst bidrager Johnsen til forvirringen omkring rimeligheden bag tilskuddene ved at lave en direkte sammenligning af forholdet mellem statslige støttekroner og antallet af besøgende på museer.

Coronakrisen har – omsider! – tydeliggjort, hvor forskellige og sammensatte museers økonomier er. Statslige tilskud fletter sig sammen med kommunale tilskud, fondsbevillinger, entré­indtægter, donationer med mere.

En så forsimplet tilgang som den, Johnsen dermed gør sig skyldig i, må ses som lobbyisme og ikke et oplæg til debat.

I stedet bør en reform af de statslige museumstilskud starte med at spørge, hvorfor staten overhovedet er til stede som tilskudsgiver på museumsområdet. Et forslag kunne være, at det er for at sikre den brede formidling og den løbende forskningsmæssige udfordring af de historier om vores fælles fortid, der i et nationalt perspektiv har haft størst betydning for os som samfund og individer.

Det er ikke en model, der kan sættes op i et regneark. Men det er en tilgang, som jeg tror, de fleste landspolitikere gerne vil kæmpe for med hvert sit udgangspunkt.

Og jeg er sikker på, at både Herregårdsmuset og Arbejdermuseet ville være at finde på listen.

En doven leder

Caspar Haarløv, tidligere praktikant i DR

Det er en doven leder, som Martin Krasnik begår om sexchikane. Krasnik formår hverken at medtænke de to simpleste årsager til, at problemet er opstået, eller sit medansvar for, at det kan ophøre. For det første handler sexchikane i medieverdenen jo ikke bare om mænd og kvinder, men om ældre mænd og yngre kvinder, hvor den ene sidder trygt i sin stilling, hvorimod den anden er praktikant eller freelancer eller nyansat og derfor sidder på vippen med hele sin karriere som indsats.

Her gælder det om for alt i verden ikke at gøre sig besværlig. Ellers får man jo ikke den næste opgave. Det leder os til den anden grund, nemlig tysse-kulturen. Nu det er op til os, de voksne mænd (også de af os, der aldrig kunne finde på at sende dickpics til praktikanten), at ændre den kultur.

Det bør stå helt klart for alle, at det ikke er den forulempede kvinde, der ødelægger den gode stemning ved at påpege sexchikane, men den mand, som har begået sexchikanen. Det er hans ansvar ene og alene, at stemningen ikke er god længere.

Men hvordan sikrer vi det kultur­skifte? Det er selvfølgelig lederens ansvar. Ledere som Martin Krasnik selv har en forbandet pligt til at sikre, at der for fremtiden er en sikker whistle­blower­ordning, hvor unge kvinder (og mænd, for det sker jo også) kan melde sexchikane uden at frygte for deres karriere. Klagerne skal tages alvorligt og have konsekvens. Det er ikke nogen katastrofe at fyre en klam stodder. Det er en katastrofe, at den danske mediebranche har ladet stå til i årevis uden at gøre noget ved en syg kultur.

Publicistpris

Bertel Lohmann Andersen, fungerende formand REO, Lyngby

Klimajournalisten Jørgen Steen Nielsen fra Information har modtaget Publicistklubbens Jubilæumspris for sin mangeårige indsats for klimaet.

»Som var han Greta Thunbergs oldefar advarede han allerede i 1990erne og 2000erne om den klimatrussel, som kom til at afgøre folketingsvalget for et år siden,« hedder det i den kortfattede begrundelse.

Men hvor lå Nielsens indsats i for­historisk tid – i 1970erne? Dengang var han aktiv i OOA, Organisationen til Oplysning om (læs: imod) Atomkraft, hvis Folkepjece han var medredaktør af. Den udkom i 1,3 millioner eksemplarer i 1979-80. Pjecen indeholdt blandt andet følgende to overskrifter:

»Danmark har masser af olie og natur­gas« og »Kul til flere hundrede år«.

Det var altså de fossile brændsler, olie, naturgas og kul, der skulle redde os fra atomkraften sammen med sol og vind, som der taltes mest om. På tidspunktet for Folkepjecens udgivelse havde Landsforeningen Ren Energioplysning, tidligere Reel Energi Oplysning (forkortet REO) i flere år advaret imod øget brug af fossile brændsler.

Nielsen har siden bekæmpet atomkraften fra sin position hos Information, som tidligere i år kunne bringe en artikel med overskriften »Atomkraften gør klimakrisen værre«. Selv om artiklen ikke bar hans signatur, så afspejler den Nielsens holdning, sådan som den fremgår af talrige artikler i avisen.

Men denne holdning er i modstrid med FNs Klimapanel, som i 2018 præsenterede fire mulige udviklinger for at nå Parisaftalens mål. De indebar alle en vækst af atomkraft frem til 2050. Det kan derfor konstateres, at prismodtageren er ude af takt med FNs Klimapanel. Det gør åbenbart ikke noget, for han skriver godt.

Befrielsens øjeblik

Carsten Andersen, postdoc, økonomi Brendstrupvej 58, 8200 Aarhus N

Hvor var det dog et befrielsens øjeblik at læse Verner Møllers replik (11. september) til Anna Libaks defensorat for omskæring på lederplads (4. september).

Debatten om omskæring raser nu på femte uge. I mellemtiden har velsagtens alle andre medier i dette land – fra Nordjyske Stiftstidende til Ekstrabladet – skrevet artikler om baggrunden, nemlig den at flere grupper af lægelige eksperter melder sig ud af arbejdsgruppen nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de ikke mener, at omskæring kan foregå forsvarligt under lokal­bedøvelse.

Hvad gør Weekendavisen? Man behandler udelukkende emnet i debat­sektionen, tilsat en omskæringsvenlig leder (den 4. september) og et gedigent medløberinterview med Mette Frederiksen (den 11. september).

Hvad er det, der foregår, siden læserne ikke må få én eneste oplysende artikel om selve baggrunden for omskæringsdebattens (gen)antænding?

Er journalisterne på Weekendavisen bange for chefredaktionen?

Pensionsalder

Ib Grønvaldt, Østersøvej 14, 4673 Rødvig Stevns

Både stats- og finansministeren fastholder heldigvis Velfærdsforligets aftale om langsomt stigende folkepensions­alder som forudsætning for en sund offentlig økonomi. Alt andet ville også være absurd – uanset hvad EL og SF siger. Se eksemplerne her:

Min morfar gik på pension i 1940 som statstjenestemand – riffelgangsdrejer på Geværfabrikken. Pensionsalder: 70 år.

Min far gik på pension i 1960 fra B&Ws dieseltegnestue – teknikumingeniør, men først både maskinarbejder og instrumentmager. Pensionsalder: 70 år.

Jeg blev overenskomstansat i staten i 1962 – pensionsalder: 70 år. Jeg blev privatansat i 1966 og var panikslagen, da jeg fik forelagt en kontrakt med pensionsalder 65 år.

Den gennemsnitlige faktiske pensions/efterlønsalder har i mellemtiden været nede at vende omkring 62-63 år. Min egen viste sig at blive 69 år – nødtvungent.

Tilbage står, at hvis vi i 2040 standser stigningen ved 70 år, så er der intet sket i 100 år, hvor vi er blevet sundere, lever længere, uddanner os længere, hvor mange har fået arbejdsmarkedspension eller anden helt eller delvist selvbetalt pension, og hvor middellevetiden for mænd født i pågældende år er steget fra 63,5 år til i dag 79,5 år (og mere for kvinder) og forventeligt endnu mere i 2040, og så handler vi dybt uforsvarligt.

Frem og tilbage er den dobbelte vej, som min geografilærer på gymnasiet så muntert påpegede.