Omskæring. Anna Libak har ikke sat sig bare nødtørftigt ind i emnet, før hun lod pennen flyde.

Retoriske spørgsmål

Retoriske spørgsmål

De seneste uger er der igen kommet fart på omskæringsdebatten. Så det var med store forventninger, jeg åbnede min omskæringsvenlige avis for at se dens reaktion på de sundhedsfaglige selskabers undsigelse af fænomenet. Sagen blev behandlet på lederplads. Ikke af den bidske chefredaktør, hvis syn på emnet er kendt og altid formuleret som enten en argumentafvisende hovedrysten eller som et argumentum ad hominem. Heller ikke af nogen anden journalist med skin in the game. Opgaven var tilfaldet min yndlingsdebattør Anna Libak, som må være blevet pålagt opgaven. For sikken en træt omgang. Hun har ikke sat sig bare nødtørftigt ind i emnet, før hun lod pennen flyde med spørgsmål, hun har tænkt var retoriske, men som er ganske reelle og lige til at besvare.

»Hvorfor er det nu lige, at der ikke er et eneste land i verden, som har forbudt det?« Fordi ethvert land, der tager tilløb til det, bliver intimideret til at opgive det. Da islandske parlamentarikere tog initiativ til at sidestille drenge og piger på området, modtog den islandske ambassade i Washington et brev med USAs opfordring til at tage forslaget af bordet. Og det var ikke kun amerikanske politikere, der blandede sig.

Der var hverken synagoge, rabbiner eller halalslagter på øen. Der boede kun et par hundrede jøder og et par tusinde nyligt tilflyttede muslimer i landet. Så ganske få ville blive påvirket af det, der var tænkt som et ligestillingsinitiativ. Alligevel mente jødiske samfund i andre dele af verden, at de skulle blande sig i Islands indre anliggender. De jødiske samfund i Norden skrev til de islandske parlamentarikere med opfordring til at stemme imod, med den begrundelse at Island ellers ville blive det første land, der forbød et jødisk ritual. Det ortodokse jødiske samfund i Brooklyn udstationerede sågar en ung rabbiner med ørekrøller og hele pibetøjet. Intet land må blive det første.

»Hvorfor er det, at en tredjedel af verdens mandlige befolkning er omskåret?« Det er de, dels fordi en fjerdedel af verdens befolkning er muslimer, der ligesom troende jøder lider af den vrangforestilling, at der skulle være en (aldrig påvist) instans uden for denne verden, som forlanger deres børns forhud bortskaffet, eller i hvert fald bliver glad, hvis de gør det. Dels fordi også mange amerikanerne er omskåret.

Og hvorfor er det så, »at hovedparten af amerikanske mænd er det?« Det er, fordi en ortopædkirurg, Lewis A. Sayre, i 1870 helbredte en lammelsestilstand hos en fireårig dreng ved at omskære ham. Sayre beskrev det forbavsende resultat i et af datidens vigtigste tidsskrifter. Det inspirerede andre til at forsøge at helbrede tilstande som for eksempel spasticitet, epilepsi, demens og kolik på samme vis. Selvom ingen forstod virkningsmekanismen, rapporterede flere om mirakuløse virkninger. Opfattelsen af, at forhuden kunne forårsage alvorlige problemer andre steder i kroppen, gjorde forebyggende omskæring relevant. Victoria­tidens angst for onaniens sygeliggørende virkning gav forebyggelsesinitiativet yderligere medvind, og metoden spredte sig ud over den angelsaksiske verden. I første del af det 20. århundrede var omskæring af drenge lige så udbredt i England som i USA. Da England indførte et offentligt finansieret sundhedssystem, ændrede det sig. Midlerne var ikke ubegrænsede. Kun behandling med dokumenteret effekt blev betalt af det offentlige. Omskæring havde ingen dokumenteret effekt. Derfor måtte forældre, der ønskede deres børn omskåret, selv til lommerne. Det reducerede antallet af omskæringer i England drastisk.

I USA er sundhedssystemet stadig på private hænder. Læger og sygehuse med økonomiske interesser i omskæring gør, hvad de kan for at holde gang i forretningen.

De amerikanske pædiateres respekt for evidens har fået dem til at opgive påstanden om, at omskæring er helbredsmæssigt fordelagtig. Nu nøjes de med at sige, at virkningen er neutral, og at det bør være op til forældre selv at tage stilling. Dog understreger de, at operationen fortsat bør være forsikringsdækket. Så længe det er gratis, er der håb om, at forældrene vil holde traditionen kørende. Og traditionen er lukrativ. Operationen skæpper i sig selv i kassen, men nok så vigtigt: Den høstede forhud er i høj kurs i medicinal- og kosmetikindustrien. Havde Libak vidst det, kunne hun have skrevet:

»Når jeg, en kvinde midt i halvtredserne, stadig ligner en kvinde på tredive, er det, fordi jeg bruger antirynkecreme, hvis foryngende virkning skyldes indhold af fibroblaster dyrket på drengeforhud. Så længe mænd fløjter i anerkendelse af kvinders skønhed, fortjener de at lide for den.« Se, det ville være et argument!

Men i stedet giver hun et forbløffende Trump-agtigt svar på sin spørgsmålsrække: »Det er naturligvis, fordi det hverken er farligt eller helbredsskadeligt.« Børn er kommet til skade, nogle alvorligt, enkelte er døde som følge af omskæring. Ubekvemme fakta bortretoucheret i sagens tjeneste.

 

Læs også Anna Libaks kommentar: »Intolerancens højborg«

Læs også vores store interview med Mette Frederiksen om religiøs omskæring.

Side 14



Skribenternes avis

Leny Malacinski

Arne Hardis

Marta Sørensen

Skribenternes avis

Anna Libak

Klaus Rothstein

Magnus Boding

Morten Beiter